Da Maham Javaid rejste til Qatar i foråret, havde hun en idé om, hvor mange fattige arbejdere der ville fortælle, at de blev snydt i løn. Hurtigt gik det dog op for hende, at det var meget lettere at finde nogle, end hun havde regnet med.
I sidste ende kom hun hjem med over 93 nedfældede vidneudsagn fra folk, der enten slet ikke har fået løn, har fået den med flere måneders forsinkelse, eller som bliver presset til at acceptere langt lavere betaling, end de har krav på.
Alle dem, hun talte med, rapporterede svindel med de penge, som de var rejst til Qatar for at tjene.
- Jeg talte med 93, og derefter holdt jeg op med at tælle, men jeg talte nok med en håndfuld mere. Men ja, hver eneste af dem, fortæller Maham Javaid fra Human Rights Watch til tipsbladet.dk.
- Det var en af grundene til, at jeg valgte at fokusere på lønsvindel: Det er en af de mest udbredte og krænkende ting, som arbejderne bliver udsat for, for i sidste ende kan man spørge, hvorfor de er i Qatar? Det er for at tjene penge.
Læs også:Retter hård kritik mod Qatar: Folk sulter, mens de forbereder VM
Resultatet af Maham Javaids besøg i Qatar kan man læse i Human Rights Watch' nye rapport, som vi omtalte på tipsbladet.dk mandag. Den konkluderer, at den kommende VM-vært er langt fra at leve op til de løfter, den selv har afgivet om at forbedre de slavelignende forhold for de to millioner migrantarbejdere. som Qatar af dybt afhængig af.
Migranterne kommer typisk fra lande som Indien, Pakistan, Bangladesh og Filippinerne, og det er dem, der bygger VM-stadioner, servicerer udenlandske gæster på restauranter og gør rent på hoteller. Men mange lever altså en kummerlig tilværelse og får ikke de penge, de havde krav på, da de forlod deres hjemlande.
- Løn bliver tilbageholdt som afpresning. Nogle skriver en kontrakt i deres hjemland, hvor der står 1.200 riyals (den lokale valuta, red.), betaler et rekrutteringsbeløb og får så en ny kontrakt i Qatar på 750 riyals. Så siger arbejdsgiveren: "Intet problem, I kan bare tage hjem." Men hvad skal de gøre? De er allerede i gæld. Det er en falsk valgmulighed, siger Javaid.
- Mange klagede også til mig over manglende betaling for overtid. Mange bliver slet ikke betalt for overtid. Det er normalt at arbejde i 12 timer om dagen, nogle arbejder i 15 timer, og én fortalte, at vedkommende arbejder 18 timer om dagen.
Selv om Maham Javaid fokuserer på svindel og afpresning i forbindelse med løn, understreger hun, at de andre problemer i Qatar lever i værste velgående: Arbejdere er stavnsbundet til deres arbejdsgiver og kan ikke rejse hjem, de lever nærmest som fængselsfanger, og tusindvis dør af farlige arbejdsforhold. Alt sammen en del af det såkaldte kafala-systemet.
Læs også:Ny VM-skandale i Qatar: Trusler, lockout og manglende løn siden 2019
Hun siger, at Qatar har forbedret sig på nogle punkter, men at der er lang vej til acceptable tilstande - og de løfter, landet selv har givet.
- Der er to år til VM. Jeg ser på det som to års chance for Qatar til at få styr på tingene. De har to år til at indføre reformer og afskaffe kafala-systemet. To år er tid nok, siger Maham Javaid.
FIFA skal lægge mere pres på Qatar, end tilfældet er, mener Javaid, og selv om fodboldfans verden over har svært ved at gøre en konkret forskel, kan de som minimum orientere sig om, hvad Qatar laver, og hvad de indirekte støtter ved at rejse til VM om to år.
- Check-in i lufthavn, taxier, hotelpersonale, rengøring på værelserne, servering af drinks. Alt håndteres af migrantarbejdere. Alt har med VM og fans at gøre. Alt sammen sker på grund af VM. Så i det mindste kan fans være bevidste om, hvad de skal se igennem fingre med. Jeg kan sige: Det her er, hvad I kommer ned til.
Læs mere om Human Right Watch' nye rapport her.
Læs også:Tim Sparv: Gode faciliteter retfærdiggør ikke Qatar-ture
Læs også:Ny kritik af Qatar: Jeg måtte finde mad i skraldespande
Læs også:Qatar overvejer at afbryde samarbejdet med PSG