Danske VM-minder: Hvor fanden står vi egentlig henne?

Bragt i Tipsbladet d 23. maj 2014

Fællesskab og fodboldflow langt væk hjemmefra

For Jesper Grønkjær var VM i 2002 også en historie om et par assists til Jon Dahl, en stor triumf mod Frankrig, en lige så stor skuffelse mod England og til sidst en køretur gennem den danske sommernat sammen med Ebbe Sand i en lille Fiat Punto. Men først og fremmest er det historien om en af karrierens største oplevelser.

 Han har spillet i Premier League, Primera Division og Bundesligaen. Han har scoret afgørende mål for Chelsea i toppen af den bedste, engelske række og også sat et enkelt ind i en Champions League-semifinale mod Monaco. Han har vundet danske mesterskaber på stribe med FC København og en hollandsk pokalfinale med Ajax, og han var både med til at debutere et dansk hold i Champions League med AaB i 1995 og nå de hidtil bedste resultater med FC København i samme turnering 15 år senere. Men alligevel er Jesper Grønkjær ikke i tvivl.

”Med hånden på hjertet kan jeg sige, at VM i 2002 har været den største oplevelse i hele min karriere sammen med EM i 2004.”

Det er store ord om en af de fire slutrunder, som den nu 36-årige kantspiller nåede til gennem sin flotte karriere, men det handler om mange forskellige ting med anderledes oplevelser, og først og fremmest handler det om det sportslige.

”Vi kom jo fra et EM i Holland og Belgien to år tidligere, der ikke var gået særlig godt. Det var midt i et generationsskifte, vi vidste alle sammen, at der kom en ny træner bagefter, og at der ville ske noget nyt. Der kom en udrensning, og mange fra min generation kom så ind omkring landsholdet i den efterfølgende kvalifikation. Der spillede vi godt, men vi havde også et koncept, der på daværende tidspunkt var lidt nyt med to kantspillerer og Gravesen dominerende centralt sammen med Tøfting. Og Jon var begyndt at score mål. Alligevel kan jeg huske, at vi op til VM stod på lidt flade konvolutter og tænkte: Hvor fanden står vi egentlig henne,” siger Jesper Grønkjær om de uger i Japan og Sydkorea.

”Der var jo en enorm optakt til VM. Man spillede Premier League, og så havde man en uge fri, hvor man havde fået at vide fra landsholdet, at man skulle sørge for at løbe lidt. Der havde man været i gang i 10 måneder. Og da vi så mødte ind, så kom man faktisk igennem en mini pre-season med blodprøver og bip-tests. Jeg husker det som noget i retning af 24-28 dage, før vi spillede den første kamp, og da man så stod der, så følte man sig faktisk lidt brugt, fordi det havde varet så længe.”

”Man kunne godt savne VM-fornemmelsen lidt, for man var jo meget for sig selv i forhold til at stå på Store Torv i Thisted og se kampene. Samtidig var vi bare så langt væk hjemmefra i forhold til Portugal, hvor der jo var rigtig mange danskere. Men så var det også endnu mere fantastisk, at der faktisk var de her 1000-1500 danskere til vores kampe i Sydkorea. Jeg havde en kammerat, der sluttede sin jordomrejse derude, og en gammel skolekammerat og hans kæreste stod pludselig til vores træning i Namhae en dag. På den måde var det specielt, for der bliver en enorm fællesskabsfølelse med dem, der er der.”

”Men for mig var det også absolut det største, fordi vi jo var gode. Det blev til en positiv oplevelse i forhold til VM i 2010, som jeg også har gode minder fra, og som måske også efter min mening var et mere interessant sted historisk og kulturelt. For der bliver billedet bare skæmmet af, at vi ikke spillede god fodbold. At vi ikke havde et flow,” fortæller venstrekanten om en fornemmelse fra Asien, der sagtens kan genkaldes, selv om det efterhånden er 12 år siden.

”Ambitionen var at komme videre fra gruppen, men vi havde jo to ubekendte i form af Uruguay og Senegal, to hold uden ret mange spillere, som vi kendte. Nogle af spillerne fra Uruguay spillede i Italien, så der havde Helveg og Martin Jørgensen lidt input, for eksempel i forhold til den back jeg spillede overfor.”

”Så var vi lidt uheldige med, at Martin Jørgensen stort set var skadet gennem hele slutrunden. Ham lå jeg i stærk konkurrence med på venstrekanten, men hvor Rommedahl og jeg var ret direkte, så bragte Martin Jørgensen en anden dimension. For han var ikke hurtigløber, men han kunne trække ind i banen. Måske var han i virkeligheden mere klog som kantspiller, men han døjede altså med skader, så jeg tog også til VM med en forventning om at komme til at spille.”

”Desuden havde Jan Heintze lidt problemer, så spillere man på forhånd ikke havde troet ville spille en rolle kom til det, som Niclas Jensen og Christian Poulsen, der begge blev vigtige spillere undervejs. Men selv om holdet var forholdsvis nyt, så var vi også kommet så langt frem, at der var begyndt at komme nogle aftaler og noget indbyrdes forståelse, og Jon og jeg klikkede ret godt på banen. Det var ham, der scorede målene, men jeg lavede en del assists til ham,” husker Grønkjær, der da også straks lagde op til et af Jon Dahl Tomassons to mål i åbningskampen, der blev vundet 2-1 over Uruguay, mens Frankrig tabte til Senegal. I den næste mod Senegal blev det 1-1 – ”det var sindssygt varmt der i Daegu” – og så var der lagt op til den afgørende kamp i gruppen mod Frankrig.

En sidste tur med Ebbe Sand

Her startede Grønkjær ude, for Martin Jørgensen var blevet klar, så han kunne se Dennis Rommedahl bringe Danmark foran, før han selv kom ind efter pausen til kamp mod klubkammeraten fra Chelsea, Marcel Desailly. Her fik den store centerforsvarer et puf af Jon Dahl på kanten af feltet, uden der blev dømt frispark, og så vandt Danmark 2-0 trods forsøg på overliggeren fra både Desailly og David Trezeguet.

”I Chelsea var der en masse lir op til VM om, at vi skulle blive ved med at møde hinanden, altså Danmark og Frankrig, for udover Desailly var Emmanuel Petit også med i den franske trup, men hverken i kampen eller bagefter kan jeg huske, at jeg snakkede med Desailly. Vi har nu nok vekslet et par ord, for vi byttede da trøje. Frankrig havde døjet med en skadet Zidane og en Henry, der aldrig ramte formen, men der var ikke noget snak om selve situationen, hvor Jon scorer. Desailly var ikke en mand, der klynkede, og når det så er sagt, så var det enormt smart af Jon på det her fantastiske indlæg,” siger Grønkjær med et grin og en tanke på sin anden assist ved den slutrunde.

Så Danmark var videre med Senegal, og Frankrig var ude.

”Det sker jo altid til et VM. Der er den store overraskelse og den store skuffelse. Frankrig [forsvarende verdensmester] var skuffelsen, og vi var så overraskelsen. Og så er der også det ved en slutrunde, at du faktisk kan nå rigtig langt uden at møde en favorit. Måske helt til semifinalen, hvis du får en god gruppelodtrækning, slutter som nummer et og så måske render ind i for eksempel Paraguay i en kvartfinale. Det kan godt ske, og det er derfor, vi ser de her overraskelser nogle gange. For man skal i virkeligheden kun lave et mirakel udover selvfølgelig at have en god turnering. Det var nok det, vi følte lidt. Det mirakel skulle vi have lavet mod England,” siger Jesper Grønkjær om 1/8-finalen, som Danmark tabte 3-0, stillingen ved pausen efter en tidlig fejl af Thomas Sørensen og efterfølgende scoringer af Michael Owen og Emile Heskey.

”Vi havde på forhånd noteret muligheder og problemer. Det kunne være omkring Danny Mills, det kunne være omkring Beckham, der ikke var i form. Vi vidste, at Heskey kunne være en håndfuld, når han bevægede sig over til Rene Henriksen for at komme væk fra Martin Laursen. Så vi havde kig på nogle ting, men er så voldsomt uheldige med det her 1-0 mål, der punkterer det lidt på et tidspunkt, hvor vi egentlig har spillet rigtig godt fodbold. Det er bare så ærgerligt, og det er det samme, der sker i 2004. På tidspunkter hvor vi spiller godt og føler, at her kan vi godt…,” siger Jesper Grønkjær og lader sætningen løbe ud uden en afslutning, for så kan man selv be-stemme, hvor langt man tror, Danmark kunne være nået mod Brasilien i VM-kvartfinalen og Grækenland i EM-semifinalen to år senere.

Og så var det VM forbi.

”Ja, vi tog tilbage til det sted, hvor vi var oprindeligt, og så holdt vi vores fælles afslutning der. Derefter fløj vi hjem i forskellige hold, og jeg landede i hvert fald ret sent om aftenen i København. På det tidspunkt kunne Ebbe Sand og jeg ikke holde ud at flyve mere, selv om vi ikke skulle så meget længere, så vi besluttede os simpelt hen for at leje en bil og køre sammen mod Jylland. Vi bookede den bare ude i lufthavnen, og endte så med en Fiat Punto 1.1, der knap kunne komme over de 100 kilometer op mod toppen af Storebæltsbroen. Og så en sindssyg, stærk kop kaffe på Fyn, før jeg til sidst stod i Aalborg midt om natten,” fortæller Jesper Grønkjær om det sidste minde fra en turnering langt væk hjemmefra, der blev endeligt afsluttet med en køretur gennem den danske sommernat.

Mit bedste VM-minde som almindelig fodboldfan

Der er selvfølgelig VM i 86 med at sidde ved siden af min far, og han så vækkede mig, når vi skulle se det, men det bedste minde er nok Danmark-Nigeria på storskærm i Thisted med alle mine kammerater. Det var sådan en teenage-ting at stå der i Danmarks-trøjer, og 14 dage efter vidste jeg, at det virkelige professionelle liv skulle begynde for mig med skiftet fra AaB til Ajax i Amsterdam.”

Danmarks kampe ved VM 2002