Gammel AaB-kant håber på mere VM-historie
Da han havde størst succes i AaB var kantspilleren Siyabonga Nomvethe ikke i nærheden af det sydafrikanske landshold, men efter han vendte hjem til Moroka Swallow, er der kommet så meget fokus på talenterne, at den 32-årige Nomvethe er i spil til en plads i VM-truppen som et af de 30 navne, der snart skal skæres ned til 23. Og det er den tidligere AaB'er selvfølgelig meget stolt over efter at have tilbragt tre år ude i landsholdskulden.
- Mange troede, at jeg havde opgivet landsholdet, men selv om landstrænerne ignorerede mig, kæmpede jeg videre. Jeg vidste, at jeg måtte holde mig klar, hvis jeg igen fik muligheden for at repræsentere mit land, sagde Nomvethe i et aktuelt interview med FIFA.com.
Han er foreløbig noteret for 16 mål i 74 landskampe, men håber at kunne udbygge statistikken i løbet af de kommende uger. Men sker det ikke, ejer han allerede et stort VM-minde. Tilbage i 2002 scorede han nemlig det enlige mål i Sydafrikas eneste hidtidige VM-slutrundesejr, over Slovenien og i godt selskab med spillere som Sibusiso Zuma og Benni McCarthy.
- Jeg vil aldrig glemme den kamp, og målet var helt specielt, nok et af de stolteste øjeblikke i min karriere, sagde den danske mester anno 2008.