Viborg-profil fik Egypten-debut: Ikke noget, der hedder venskabskampe
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Viborg-profil fik Egypten-debut: Ikke noget, der hedder venskabskampe

Det var på alle måneder en stor oplevelse for Alexander Jakobsen at få landsholdsdebut for Egypten, efter han i årevis har arbejdet for netop det.

Normalt hedder medspillerne Søren Reese og Jonas Kamper, og træneren har en fortid i AC Horsens og Kolding FC.

I tirsdags hed holdkammeraterne Mohamed Elneny og Mohamed Salah, og træneren havde en fortid i Valencia og Inter. 

Viborg FF's Alexander Jakobsen fik tidligere på ugen debut for det egyptiske landshold, hvor medspillernes navne vækker mere genklang, og trænerens cv er flottere, end han er vant til i Superligaen. 

Og selv om eksemplerne oven for er karikerede - Viborg-træner Johnny Mølby har blandt andet en EM-guldmedalje fra sin spillerkarriere - så var landsholdsdebuten for Jakobsens fars fødeland noget ganske særligt for ham. 

Det endte lykkeligt, for Egypten vandt 3-0 over Togo i en testkamp, hvor Jakobsen startede på banen ved siden af Arsenals Elneny. Han fik kampens første 45 minutter banen, og det var han svært begejstret for.

- Jeg har kun positive ting at sige. Det var en kæmpe oplevelse. Jeg nød hvert sekund, jeg var der. Det kan godt være, det bare var en venskabskamp, men i Egypten bliver man som spiller fortalt, at der ikke er noget, der hedder en venskabskamp. Folk forventer så meget af landsholdet. De er også nummer 20 på verdensranglisten, så der er store forventninger, fortæller Alexander Jakobsen til tipsbladet.dk.

Egypten er det land, der vundet Africa Cup of Nations flest gange, syv, og så sent som i vinter blev holdet nummer to i samme turnering. Det er med andre ord er et af de store fodboldlande i Afrika, og alt foregår under ordnede forhold, når man er med landsholdet.

- Alle på landsholdet spiller i store ligaer. Det er topprofessionelt, helt fra trænerstaben til ham, der tager billeder af vores træning. Det er meget større end i Superligaen, siger Jakobsen, der efter eget udsagn fik stor ros for sine 45 minutter på banen.

Han taler selv "en del" arabisk, så derfor kan han sagtens føre en samtale med sine holdkammerater. Hans ordforrråd rækker dog ikke til at give interviews på andet end engelsk, for han vil være sikker på, at han får sagt det rigtige. 

Men selv om han med sin danske opvækst kom som den nye og for de fleste holdkammerater ukendte spiller, var der ikke nogen stjernenykker blandt Premier League- og Serie A-spillerne.

- Der var meget taktisk træning med syn på, hvad vi skulle gøre i kamp. Jeg fik også videomateriale, som jeg sad og så taktikken. Jeg prøvede at komme godt ind på holdet. Selvom det er kæmpe spillere, var de helt nede på jorden og hjalp mig. Som om jeg havde været der mange gange, siger Viborg-spilleren.

Det er som nævnt ikke kun spillerne, der har flotte baggrunde; også landstræner Héctor Cúper er noget af en kapacitet. Foruden fortiden i blandt andre Valencia og Inter blev han i 1999 blev han kåret til årets træner i La Liga. Året efter blev han UEFA Club Coach of the Year.

- Træneren er en mand, man lytter til, når han taler. Når han kommer med sine guldkorn, gælder om at høre efter. Han ved, hvad han snakker om, siger Alexander Jakobsen, der nu kan arbejde frem mod at blive udtaget til en kvalifikationskamp til Africa Cup of Nations mod Tunesien i juni.

Men bare det at være med for første gang var en personlig triumf for Viborg-spilleren. Før han kom til Superligaen, optrådte han for Falkenbergs FF og Bodø/Glimt, hvor han kunne få spilletid og øge chancerne for at komme på landsholdet.

- Det handler om, at jeg skal gøre det godt for klubben og håbe på det bedste. Grunden til, at jeg skiftede til mindre klubber, har været, fordi Egypten har haft øjne på mig, så jeg ved, at de tror på mig, siger han.

- Hvis jeg tog til større klubber, var der risiko for ikke spille, og så ville jeg slet ikke komme i betragtning til landsholdet. At det hele gik op i, at jeg blev udtaget, er stort for mig. Det har jeg arbejdet for i lang tid.