Hvis 19-årige Jacob Buus går ind til weekenden med lidt ekstra sommerfugle i maven, så forstår man ham godt.
Den unge AaB-spiller, som man ikke skal forveksle med 27-årige Jacob Buus i Sønderjyske, rejser nemlig til Portugal på søndag, fordi han i næste uge skal prøve sig af i CF Estrela.
Det siger Jacob Buus' agent, Carsten Gimlinge og scout Mikkel Ruhoff, til Tipsbladet.
- Jacob flyver til Portugal søndag, hvor han den kommende uge skal prøvetræne i Estrela. Herefter skal det så besluttes, om det bliver et længerevarende samarbejde, forklarer Carsten Gimlinge til Tipsbladet.
Altså er der tale om en prøvetræning med henblik på et eventuelt køb af Buus, der gør sig som forsvarsspiller på AaB's U19-hold.
Han har også spillet med på AaB's reservehold, men har fortsat sin debut på førsteholdet til gode.
Spørgsmålet er, om han overhovedet får den. Hvis han imponerer i Portugal, kan Estrela altså købe ham permanent.
Det er ikke første gang, at der er interesse i Jacob Buus fra udlandet. Tidligere har AaB afvist tilbud fra Cagliari og Lecce på Jacob Buus, men nu er nordjyderne altså blødt op.