Zanka-handel ligner en død sild
Illustration
Superliga

Zanka-handel ligner en død sild

Mathias 'Zanka' Jørgensen kommer næppe til FC København. Spillerens agent udtaler, at spilleren højst sandsynligt fortsætter i PSV Eindhoven. 

Mathias 'Zanka' Jørgensen kommer næppe til FC København i denne omgang. Den danske forsvarsspiller er ellers blevet sat i forbindelse med et skifte hjem til sin tidligere klub, men PSV Eindhoven har gennem hele forløbet vist modvilje til at sælge. 

Nu antyder Mathias 'Zanka' Jørgensens agent Darryll Powell, at handlen mellem PSV Eindhoven og FC København er faldet til jorden. 

- Det er højst sandsynligt, at han også er i PSV det næste halve år, siger han til tipsbladet.dk.

Agenten vil ikke komme med yderligere kommentarer til situationen, men han afviser, at der lige nu foregår forhandlinger om Mathias 'Zanka' Jørgensen. Der kan være tale om rent spin fra agentens side, men flere medier har i løbet af det seneste døgn sået tvivl om Mathias 'Zanka' Jørgensens mulige FCK-skifte

Agenten lægger ikke skjul på, at Mathias 'Zanka' Jørgensen er utilfreds med den manglende spilletid i PSV Eindhoven. 

- Alle fodboldspillere vil gerne have spilletid, og sådan er det også for Mathias. Selvfølgelig er han frustreret over, at han ikke spiller. Det ved alle, siger Darryll Powell. 

Mathias 'Zanka' Jørgensen har kontrakt med PSV Eindhoven frem til sommeren 2016.