Video : Tipsbladet
Superliga

Wow! Storklubberne savler over FCM-stjerner

Tipsbladet stiller her skarpt på Superliga-derbyet i den tidlige søndagskamp mellem FC Midtjylland og Viborg FF.

HERNING (Tipsbladet)

FC Midtjylland-Viborg FF 3-1 (1-1)
0-1 Magnus Westergaard (24.)
1-1 Aral Simsir (39.)
2-1 Joel Andersson (71')
3-1 Franculino (73')

Kampens bedste:

FC MIDTJYLLAND

FCM manglede ni mand med skader og Darío Osorio i karantæne, så Viborg havde held til at skabe uro hos hjemmeholdet indtil føringsscoringen midt i 1. halvleg.

Men så fik vi godt nok at se, hvorfor man skal komme i god tid for at få en presseplads på langsiden foran FCM's lounge, som vi deler med scouts og agenter.

Søndag var der igen fyldt, selv om førnævnte Osorio var i karantæne, og det er klart, når FC Midtjylland har folk som Emiliano Martínez, Aral Simsir og Franculino løbende.

Franculino stjal showet til sidst med en skøn assist til 2-1-målet, hvor han vippede bolden snarrådigt videre til en totalt fri Joel Andersson, før han selv bragede 3-1 i kassen to minutter senere.

Han danser omkring sine modstandere og er også her efter 15 måneder i dansk fodbold en hovedpine for modstanderne, der ikke har en chance for at forudsige, hvad han gør.

Emiliano Martínez er en sydamerikansk jætte på den centrale midtbane og også en spiller, der virkelig er tilbage i 2024, mens Aral Simsir konstant udfordrer.

Franculino tager vores pris i dag, men det er ikke så mærkeligt, at storklubberne flokkes til Herning for at savle over udvalget, og at de kommer fra både Premier League, La Liga, Ligue 1, Bundesligaen og Serie A, når der spilles bold.

VIBORG FF

Det kan stadig blive bedre, men det er altså spændende at se 18-årige Thomas Jørgensen på Viborgs midtbane.

Han tager mod bolden og vender med den, så snart der er mulighed for det, og andre genge spiller han den videre først gang, når det er det, der er brug for.

Thomas Jørgensen viser god forståelse for spillet og flowet, når der skal tages en beslutning på et splitsekund, og det er en fremragende kvalitet at vise under pres i et glohedt derby, hvor der var masser af tænding.

Man forstår sådan set godt, at FC København ikke bare kunne give ham en startplads eller love, den var der fra nytår på et hold med masser af udskiftninger.

Men det havde været synd og skam, hvis han skulle blomstre på bænken eller udlejes til en mindre klub i Superligaen eller 1. Division – han bliver rigtig god og solgt for en masse millioner, hvis det her fortsætter så flot, så det er begyndt.

Kampens værste:

Den tager de to hold fælles i dag – der var en del grumme tacklinger fra begge mandskaber i dag, hvor bentøjet hos offensive esser som Serginho, Franculino og Aral Simsir blev testet hårdt.

Fair nok, at det er et derby, men en mere krakilsk dommer kunne godt have stanget et par røde kort ud i situationer, hvor de offensive profiler blev flået midt over.

Kampens detalje:

Holy smokes Aral Simsir!

Det er noget af en kattepote, den unge kantspiller har, og den fik han brugt på flotteste vis ved 1-1-målet.

En skarp dribling og et følt spark op i det fjerne målhjørne, og så kunne Simsir spurte ud til FC Midtjylland-fanafsnittet og lade sig hylde for et pragtmål for gud ved hvilken gang.

Nogle gange kører det ud i sandet for ham, især når det lykkes modstanderne at bremse ham langt fra eget mål, men søndag var Simsir virkelig i hopla.