Video : Tipsbladet
Superliga

William Kvist genvalgt: Her er Parkens bestyrelse

Alle seksmedlemmer, der var på valg til bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment, herunder William Kvist, blev i dag genvalgt, da selskabet afholdt ordinær generalforsamling.

Selv om coronavirussen fortsat hærger Danmark og verden, går nogle ting videre som normalt. I dag afholdt Parken Sport & Entertainment, selskabet bag FC København, eksempelvis ordinær generalforsamling.

På generalforsamlingen var seks af klubbens bestyrelsesmedlemmer på valgt. Det gjaldt blandt andre den mangeårige landsholdsspiller og FC København-anfører William Kvist. Alle seks fik genvalg.

Læs også:FC København har ny kommerciel direktør på plads

De to, der ikke var på valg, var Benny Olsen og Gert Petersen, der er udpeget af moderklubberne, B1903 og KB.

Dermed ser bestyrelsen fortsat ud som følger: Bo Rygaard (formand), Henrik Møgelmose (næstformand), Hans J. Carstensen, William Kvist, Benny Olsen, Gert Petersen, Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen.

De to sidstnævnte er storaktionærer sammen med Lars Seier Christensen, der altså ikke har en bestyrelsespost.

Læs også:FCK vil fastholde niveauet: Det er derfor, vi er gået ned i løn

Vedtaget blev også forslaget om bestyrelsens honorarer for det kommende år. Formanden tjener 1,4 millioner kroner om året, og de øvrige medlemmer tjener 125.000 kroner. Der er desuden yderligere betaling for at være medlem af bestyrelsens to udvalg.

Formanden for revisionsudvalget, Hans J. Carstensen, får 200.000 plus det ordinære honorar, mens udvalgets menige medlem, Henrik Møgelmose, får et tillæg på 75.000 kroner. Medlemmerne af vederlagsudvalget får 25.000 kroner ekstra.

Læs også:Lalandia i krise: Det er en katastrofe for FC København

Læs også:Krisen rammer: Selskabet bag FCK suspenderer forventningerne til 2020

Læs også:FCK-rigmand er iskold trods kæmpefald: Jeg er udmærket tilfreds