Mellem jul og nytår gav Kamil Wilczek interview til et polsk medie. Han talte blandt andet om, at han som Brøndby-anfører var blevet bedt om at bære et regnbuebind for at støtte kampen mod homofobi.
- I Danmark er beskyttelsen af homoseksuelle på et højere niveau end i andre lande. Det mærkes, og de prøver ofte at påtvinge andre denne stil. Det passer ikke alle, og jeg kan ikke lide at blive pålagt ting. Jeg har mine synspunkter, men det betyder ikke, at jeg kan lide nogle mere end andre, sagde han ifølge WP Sportowe Fakty.
- Hvis du ikke gør det, vil danskerne gøre dig til en homofob eller en dårlig person. De mener, at du så er uenig i deres tro.
Læs også:Leder: Wilczeks 198 dage fra BIF-hjerte til FCK-skifte er fodbold anno 2020
- På et tidspunkt prøvede de at pålægge mig noget. Jeg kunne ikke lide det. Det handlede om et farverigt bind. Jeg har ikke noget problem med det, men jeg kan ikke lide det, når nogen pålægger mig det.
Nu er Wilczek tilbage i Danmark, denne gang i FC København, og han understreger, at man ikke skal tolke hans udtalelser som et udtryk for homofobi.
- Jeg er som person ikke mod nogen. Folk skal føle sig frie og gøre, hvad de har lyst til. Jeg er heller ikke en person, der vil vise hele verden, at jeg vil demonstrere mod alt, siger Kamil Wilczek til DR Sporten.
Læs også:Avis: Så meget tjener Kamil Wilczek i FC København
- Jeg er en fodboldspiller, jeg er ikke en del af politik, og jeg vil gerne holde fokus på fodbold og ikke den politiske del. Men selvfølgelig respekterer jeg alle, og jeg bliver ked af det, hvis nogen føler behov for at skjule sig. Det er en dårlig ting, og der er en masse, der skjuler sig i verden lige nu, og det er jeg imod.
Wilczek har fået en treårig kontrakt med FC København, som han kommer til fra Göztepe. Han nåede bare et halvt år i Tyrkiet efter skiftet fra Brøndby IF i vinter.
Læs også:Målkonger: Kamil Wilczek skal fange Dame N'Doye
Læs også:Wind efter kontroversielt Wilczek-skifte: Jeg ville aldrig tage til Brøndby
Læs også:Eksperter: Wilczek er den perfekte FC København-handel