Wass vil hjem til Brøndby en dag
Illustration
Superliga

Wass vil hjem til Brøndby en dag

Daniel Wass håber at vende tilbage til Brøndby senere i karrieren.

Brøndby indledte i går træningen frem mod den nye sæson, og her havde de blå-gule besøg af en gammel kending i form af Daniel Wass, der havde lagt vejen forbi Vestegnen for at træne med sine tidligere holdkammerater.

Den dygtige højre kant forlader Evian Thonon Gaillard denne sommer efter en fantastisk sæson i Frankrig, men Wass' besøg i Brøndby skal ikke tolkes som, at han er på vej tilbage. En dag håber han dog at vende hjem til sin gamle klub.

- Jeg vil gerne vende tilbage til Brøndby igen, men lige nu er mit fokus på udlandet. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, men vinduet er langt, og jeg må se, hvad tiden bringer. Men jeg ser så mange Brøndby-kampe som muligt på TV, så jeg holder øje med klubben, siger Daniel Wass til 90minutter.dk.

Den blonde kantspiller forlod Brøndby i 2011, hvor kaoset i klubben var på sit højeste. Nu ånder alt fryd og gammen, og det mærker Daniel Wass.

- De har fået samlet et fantastisk trænerteam. Der er mange trænere omkring banen, og det var en fantastisk oplevelse. Stemningen er meget bedre end da jeg forlod Brøndby. Mest på grund af det nye trænerteam og klubbens nye struktur, siger han.

Daniel Wass tiltrækker sig interesse fra mange klubber efter sin succesfulde sæson, og ifølge tipsbladet.dk's oplysninger er Saint Etienne en af de største bejlere. Han har sidste træningsdag i Brøndby i morgen.