Torsdag middag blev Martin Braithwaite præsenteret i Barcelona, og nu kan endnu en skandinaver være på vej til en af de store giganter i Spanien - nemlig Real Madrid.
Alexander Sørloth er efter sigende i hovedstadsklubbens søgelys.
Den norske angriber blev i 2018 solgt fra FC Midtjylland til Crystal Palace, hvor han ikke har været den store succes. I sommer valgte The Eagles derfor at sende ham til tyrkiske Trabzonspor på en toårig lejeaftale.
Her har han til gengæld fundet målformen. I sine 21 ligakampe for Trabzonspor står han noteret for 17 mål, og det har angiveligt fanget interessen fra Real Madrid.
Det tyrkiske medie, Asist Analiz, melder i dag, at Real Madrid har sendt flere talentspejdere til Tyrkiet, som skal se nærmere på Alexander Sørloth.
Trabzonspor kan gøre nordmandens skifte permanent til sommer, hvis de aktiverer købsoptionen, der lyder på €6 millioner.