Når man bliver bedt om at opremse de største profiler i OB, er det de færreste, der i den forbindelse slynger navnet Mohammed Diarra ud i luften. Den franske altmuligmand får godt nok masser af spilletid, men man står sjældent tilbage med åben mund og polypper efter at have set ham i kamp.
Derfor er det mildt sagt også en overraskende nyhed, den store franske avis L'Equipe bringer lørdag middag.
Avisen skriver, at Mohammed Diarra er på blokken i to klubber i hjemlandet Frankrig, og det er vel at mærke ikke hvilke som helst klubber. Angiveligt viser både Saint Etienne og storklubben Lyon interesse for OB-spilleren.
Defensivspilleren kom til OB for to år siden fra Paris Saint Germain og har kontrakt med fynboerne frem til 2016, så sportsdirektør Jesper Hansen kan med rette tage sig godt betalt, hvis der skulle tikke et bud fra Lyon eller Saint Etienne ind i faxmaskinen i løbet af sommeren.
Det vil dog være mere end sensationelt, hvis det sker.