FC Midtjylland har spillet en absolut hovedrolle i transfervinduet indtil videre, og intet tyder på, at ulvene giver den fra sig lige foreløbig.
De danske mestre betalte næsten 19 millioner kroner, da klubben tidligere i sommeren hentede den tyske offensivspiller Dominick Drexler, men der kan være dårligt nyt på vej til FCM-fans, der havde håbet på at se Drexler i aktion.
Dominick Drexler, der er det næstdyreste FC Midtjylland-indkøb nogensinde, er angiveligt i Tyskland pt, og det er slet ikke sikkert, at han vender tilbage til Danmark og får trukket FCM-trøjen over hovedet, erfarer tipsbladet.dk fra flere kilder.
FC Midtjylland hentede offensivspilleren i Holstein Kiel, hvor han spillede fantastisk og var en stor profil, der både scorede mål og lavede assists for et hold, der var tæt på at rykke op i Bundesligaen, men der er interesse for tyskeren, som også selv kan have fortrudt sit skifte til FC Midtjylland.
Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger er det Bundesliga-klubben Mainz 05, der lurer på Drexler. Klubben har budt én gang og ventes at byde igen, mens den 28-årige offensivspiller også tidligere har været et emne hos Bundesliga-nedrykkerne fra Hamburger SV.
Et problem for Dominick Drexler kan være, at FC Mditjylland har betalt mange millioner - 18,5 millioner kroner - og ønsker at tjene penge på et salg af offensivspilleren. Det forlyder, at FCM står fast på at fordoble købsprisen, hvis Drexler skal sælges, allerede nu. Om det lykkes at få mere end 30 millioner kroner for Dominick Drexler, bliver interessant at se. Spillet er i hvert fald i gang.
Dominick Drexler skrev under på en fireårig aftale med FC Midtjylland, men det ligner allerede nu et ulykkeligt ægteskab, hvor man hurtigt skal forsøge at finde en løsning.