Video : Tipsbladet
Superliga

FCM brød transferrekord: Sindssygt og tumultagtigt

Det har været et meget intenst år for FC Midtjylland, der for et lille år siden glippede medaljeslutspillet og siden har fået både ny cheftræner og skiftet markant ud i truppen.

IKAST (TIPSBLADET): FC Midtjylland er tilbage i toppen af det danske fodboldhierarki efter et ekstremt hektisk år.

Fredag aften spiller FC Midtjylland topkamp mod FC København i skyggen af den uhyggelige melding om Kristoffer Olssons meget alvorlige sygdom, og det har været et vildt år med mange op- og nedture, som FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein fortæller om i et stort interview med Tipsbladet.

At FC Midtjylland nu er tilbage á point med FC København og har en realistisk mulighed for at vinde guld, efter man for et år siden glippede medaljeslutspillet, skyldes ikke mindst udskiftningerne i truppen.

Der er brugt mange penge på de nye spillere, mens der kom endnu flere penge i kassen i 2023 på at sælge Gustav Isaksen, Evander og den til Mafra udlejede Ousmane Diomande.

Men udskiftningerne har styrket FC Midtjylland, vurderer Claus Steinlein.

- Stor ros til dem, der har fundet spillerne, og stor ros til Thomasberg og trænerteamet, der har fået rettet situationen op. Men det handler også om kulturen og fundamentet. Det er en af hovedårsagerne til, at vi hurtigt er kommet på omgangshøjde med FC København igen, siger Claus Steinlein til Tipsbladet.

Ekstrem sommer
Det var især i sommeren sidste år, FC Midtjylland skiftede meget ud.

Klubben har fået haft mange intense transfervinduer, men Claus Steinlein har sjældent haft et så vildt – og vigtigt – transfervindue, som det man havde i 2023, hvor mange brikker skulle falde på plads på kort tid.

- Vi evaluerede spillerne, mens vi spillede de vigtigste kampe i sæsonen. Det kunne kun lade sig gøre, fordi Thomasberg kender FC Midtjylland så godt, siger Claus Steinlein.

FC Midtjylland nåede undervejs i sommertransfervinduet at slå egen transferrekord for samlet indkøbssum, og derudover gjorde man Dario Osorio til den dyreste teenager i Superligaen nogensinde (læs interview med Osorio om den sag her), men det var lige så meget vurderingerne af de spillere, man allerede havde, der gjorde sommeren så intens.

- Vi skulle igennem et sindssygt tumultagtigt sommervindue. Vi prøvede jo Junior Brumado, Franculino, 'Chili' [Edward Chilufya], flere unge spillere, og havde også Sory Kaba inde over. Og vi ledte efter spillere til flere positioner og lukkede transfervinduet med et par indkøb. Så endte vi med en trup, vi troede på kunne gøre det. Så har vi så overrasket positivt. Vi fik en heldig sejr over OB i overtiden, og det satte ild i truppen og tro på, at vi kunne gøre det, siger Claus Steinlein.

Tilfældet Franculino
En af de spillere, FC Midtjylland fandt, var teenage-angriberen Franculino fra Benfica.

At han skulle spille i mere eller mindre hver Superliga-kamp i efteråret var absolut ikke skrevet ned i nogen drejebog, da sæsonen 2022/23 lukkede med en playoff-sejr over Viborg, selvom FC Midtjylland allerede i januar havde sikret sig Franculino på en Bosman-transfer.

For hvad kunne teenageren, der aldrig havde spillet seniorfodbold før, og hvad kunne konkurrenterne på både den position og i det hele taget i truppen, hvor der ikke var plads til alle?

På den led var sommertransfervinduet i 2023 særdeles hektisk og uforudsigeligt for FC Midtjylland, der ikke endeligt kendte svarene på, hvad man ville med truppen, før man nærmede sig de sidste dage før transferdeadline.

- Der findes en amerikansk ledelsesbog, der siger, at man skal have mange bolde i luften. Og så skal man gribe dem, der bliver til noget. Hvis vi ikke havde haft den tilgang, havde vi måske ikke fundet ud af, hvor god Franculino er. For han er en top, top, topspiller. Vi havde ti bolde, ja spillere, i luften. Hvem skulle vi beholde, hvem skulle udlejes, hvem skulle videre? Der var Franculino på lige fod med Junior Brumado og 'Chili', og vores akademispillere. Var han klar? Og hvornår, siger Claus Steinlein.

- Det sad vi og afgjorde på et afsluttende møde i august. Hvem skal videre, hvem skal vi beholde, hvem skal vi hente ind, fortæller Claus Steinlein om en hektisk sommer.

Kredit til træneren
Det forløb, Claus Steinlein her beskriver, står bestemt ikke i nogen cheftræner-manual som et ønskescenarie.

FC Midtjylland spillede seks europæiske kvalifikationskampe og lige så mange Superliga-kampe, mens man vurderede truppen på alle leder og kanter, og Claus Steinlein har store roser til den dengang nye cheftræner Thomas Thomasberg og hans kolleger på trænerkontoret.

- Mange klubber i Danmark har over tid investeret massivt i spillere. Vi lykkedes med at investere i nogle, der passer ind i FC Midtjylland. Og det har, sammen med vores stærke fundament og kultur, gjort, at vi hurtigt har vendt skuden igen, siger Claus Steinlein.

- I stedet for at vælge internationalt, tog vi en træner, der kendte os i forvejen, og som vi kendte. Lidt ligesom da 'Ove P' [Ove Pedersen, red.] var klubbens første cheftræner. Og da vi var i krig, var det med Glen Riddersholm. Og så er Thomasberg også en leder, der kender FC Midtjylland og kvaliteterne i klubben.

- Vi fik en træner, der ikke først skulle sætte sig ind i, hvem vi er, hvad kulturen er, og hvordan vi arbejder sammen. Thomasberg forstår, at en som Ove Pedersen har noget at sige, ikke i forhold til startopstillingen, men til vores indkøb. Som René Andersen, Kristian Bak og flere andre også har. Vi havde brug for én, der forstod FC Midtjylland, og så var det jo godt, at Thomasbergs billede hænger dernede på væggen i indgangen som en af de første tre spillere, der blev købt. Spillere, som var med til at føde FC Midtjylland, siger Claus Steinlein.

I denne artikel kan du læse mere om, hvordan FC Midtjylland har håndteret den barske situation omkring Kristoffer Olsson.

Læs også om de mange reaktioner på den uhyggelige nyhed om svenskerens sygdom i listen af artikler under denne tekst.