Video : Tipsbladet
Superliga

Vild med ny FCK-stjerne: Den knægt var skræmmende

Den tidligere AGF-spiller Kari Arnason har et indgående kendskab til FC Københavns nye stjernespiller Scott McKenna. De to dannede stopperduo i Aberdeen.

FC København kan snart præsentere Scott McKenna som ny mand i løveflokken, og det er en spiller med 25 Premier League-kampe, 30 skotske A-landskampe og en Transfermarkt-værdi på 75 millioner, der snart stempler ind i FCK.

Ifølge B.T. lejer FC København den 27-årige midtstopper resten af indeværende sæson i Nottingham Forest, og Scott McKenna bliver en tiltrængt forstærkning til et FCK-forsvar, der har været hårdt ramt af skader.

Og hvem er så Scott McKenna? Det ved den tidligere AGF-spiller Kari Arnason, der dannede stopperduo med skotten i Aberdeen for en håndfuld år siden.

Islændingen er fuld af beundring for den kommende FC København-stjerne.

- Han er en rigtig god fyr, som jeg stadig har kontakt med. Som spiller er han et fysisk pragteksemplar - han er enormt stærk. Jeg kan huske, da jeg så ham i fitnesslokalet første gang - han var kun lige fyldt 20 år på det tidspunkt. Hold da op, hvor var den knægt skræmmende, siger Kari Arnason til Tipsbladet og fortsætter lovprisningen af Scott McKenna:

- Han er stærk i luften, og så har han en god venstre fod. Jeg kan huske, at han scorede et par flotte langskudsmål for Aberdeen. Hvis man giver ham for meget tid, så hamrer han bolden af sted. Jeg kunne se fra dag ét, at han var noget særligt. Han er en fantastisk midtstopper, som også kan slå en god pasning. Han dribler nok ikke forbi så mange, men det behøver man heller ikke at kunne som midtstopper. 

Kari Aranson glæder sig over, at Scott McKenna nu skal til FC København.

- På en måde er det lidt overraskende, at han skal til Danmark, men når nu der er tale om FC København, er det nok mindre overraskende. Det er trods alt en klub, der skal spille ottendedelsfinale i Champions League. Jeg er glad for, at han har fået øjnene op for de nordiske lande, lyder det fra islændingen, der i dag er sportschef i Vikingur Reykjavik. 

Scott McKenna har kontraktudløb i Nottingham Forest til sommer. Han har spillet fem Premier League-kampe i denne sæson og møder således op i FC København helt ude af kampform.