Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-boss slår fast: Han skal IKKE sælges nu

Lyngby råder pludselig over to ganske dygtige målmænd, men bare fordi David Jensen er kommet til, er det ikke ensbetydende med, at Mads Kikkenborg skal skydes afsted denne måned.

Man forstår, hvis Lyngbys fans spekulerer over, hvad det mon får af betydning for Mads Kikkenborg, at klubben har hentet rutinerede David Jensen hjem til dansk fodbold. 

Det er nemlig, hvad Lyngby gjorde tidligere onsdag, og derfor råder man nu over to ganske dygtige målmænd. Mads Kikkenborg har været en klippe for klubben, og Tipsbladet har tidligere beskrevet, at to klubber fra Premier League følger ham tæt. David Jensen derimod er en 31-årig målmand, som har prøvet en del i sin karriere, og som netop er vendt hjem efter halvandet år som fast keeper i den bedste tyrkiske række. 

Så betyder handlen af David Jensen, at Lyngby så småt gør sig klar til at sende Mads Kikkenborg mod en større adresse? På et tidspunkt, ja, men ikke nødvendigvis nu, fortæller klubbens sportschef, Nicas Kjeldsen, til Tipsbladet. 

- Det er ikke planen, at Kikkenborg skal sælges nu. Det var det ikke i forvejen, og det er det heller ikke blevet nu. Men så står vi i hvert fald exceptionelt stærkt på den plads – både på kort og på lang bane.

Du siger, det ikke er planen, at Kikkenborg skal sælges nu, men kan det alligevel blive aktuelt?

- Der er ikke noget på ham lige nu, men det er klart, at det er en keeper, folk holder øje med. Og alle spillere er til salg for den rigtige pris. Planen er ikke, at det skal være lige nu, men... ja... lyder det fra Nicas Kjeldsen. 

Mads Kikkenborg havde en stor ære i, at Lyngby reddede Superliga-livet i sidste sæson.

Han lægger ikke skjul på, at Lyngby skal sælge Mads Kikkenborg én dag, og lige nu kan det meget vel være, at det sker i hvert fald til sommer. 

Sikkert er det, at Lyngbys målmandssituation lige nu ser rigtig stærk ud. Tipsbladet kunne før jul afsløre, at David Jensen og Istanbulspor brød med hinanden, og Nicas Kjeldsen siger, at det var målmanden og hans bagland, som henvendte sig hos De Kongeblå. Det var dog ikke sådan, at Lyngby aktivt ledte efter en ny keeper.

- Den ligger jo ikke til højrebenet, for vi er ikke på markedet, og vi var rimelig godt dækket ind. Vi synes, det er rettidig omhu.

- Det er en voksen mand, der har prøvet lidt af hvert, og det er en position, der skal give nogle point over en sæson, så det er fedt at stå stærkt der og føle sig sikker.

David Jensen var fast mand i buret i hele sin tid i Tyrkiet.

Han har allerede haft snakke med keeperne om situationen. Skulle Kikkenborg blive i klubben, så vil der nemlig være en af dem, som trækker sorteper og en bænkplads til foråret. Den situation tager Kjeldsen dog med ro.

David Jensen kom til Istanbulspor fra New York Red Bulls i sommeren 2022. Forinden var han lejet ud til belgiske KVC Westerlo, ligesom han også har mange år i FC Utrecht på bagen. Mads Kikkenborg har stået i Lyngby siden sommeren 2021.

Fotos: Imago

Hvem tror du, bliver Lyngbys førstemålmand, såfremt Mads Kikkenborg bliver i klubben? Giv din stemme herunder:

Loading Poll...