Video : Tipsbladet
Superliga

Vil have OB-spillere til at sove bedre: Vi har et kæmpe problem med søvn

Man får intet ud af sin styrketræning, hvis man sover for lidt. Så OB's fysiske træner vil have spillerne til at sove mere og bedre.

Man plejer at sige, at man ikke kommer sovende til succes, men det er nøjagtig, hvad de skal i OB. Som det ser ud lige nu, står det skidt til med spillernes søvn, og det er et problem, siger fysisk træner Janus Blond til podcasten Stemmer fra Ådalen.

Søvn er så vigtig for spillernes restitution, at Blond har gjort det til et væsentligt fokusområde. Man kan gøre nok så meget for at optimere sin restitution, men hvis man ikke sover nok, kommer man ingen vegne.

Læs også:OB's fysiske træner: Derfor er det vigtigt med fysiske tests

- Mit primære fokusområde er søvn. Alle vil gerne optimere sin søvn, men det handler også om vaner. De fleste har dage, hvor de går sent i seng, mens de andre gange går lidt tidligere i seng. Det vil sige, at deres søvnrytme er meget dårlig, siger Janus Blond til Stemmer fra Ådalen.

- Når man kommer ind i en rytme, vil man få øjnene op for, hvor meget søvnen betyder. Spillerne får behandling efter træning, sidder med restitutionsbukser og så videre, men der er intet, der slår en god nats søvn – specielt ikke, hvis man gør det gentagne gange og har en god søvncyklus. Der er intet, der kan hamle op med det. Man finder intet, der er så potent inden for restitution som søvn.

Læs også:OB forlænger aftalen med fysisk træner

- Omvendt; hvis man kun sover seks timer eller under, har man ingen effekt af den styrketræning, man ellers bruger tid og kræfter på. Muskelvæksten udebliver.

- Det er et stort område, og vi søvntracker vores spillere via en app, hvor spillerne selv melder ind, hvordan og hvor længe, de sover. Der kan være fejlkilder i det, men vi kan se, at vores spillere har et kæmpe problem med søvn. Specielt når vi spiller klokken seks eller senere om aftenen. Vi har spillere, der først falder i søvn klokken to eller fire om natten, og så er det altså hårdt at skulle til træning morgenen efter. Det prøver at vi at planlægge vores træning efter.

Janus Blonds kontrakt med OB udløber til sommer, hvor cheftræner Jakob Michelsen forlader klubben.

Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2021

Læs også:Michelsen: Skiftede otte mand ud på råd fra fysisk træner

Læs også:Lars Høgh: Derfor valgte jeg at være åben om min sygdom