Video: Her overraskes Lindstrøm med profilkåring
Foto: Getty Images
Superliga

Video: Her overraskes Lindstrøm med profilkåring

Jesper Lindstrøm er kåret til Efterårets Profil af Superliga-trænerne. Se Brøndby-talentets reaktion, da han bliver overrasket af Tipsbladets journalist.

Brøndby IF's Jesper Lindstrøm er Efterårets Profil i Superligaen, efter at han i Tipsbladets traditionsrige afstemning blandt de 12 cheftrænere i Superligaen er den spiller med flest stemmer.

Den unge offensivspiller har haft en god halvsæson med syv scoringer og fire assists i Superligaen, og de gode præstationer fik altså Superliga-trænerne til at pege på Lindstrøm som samlet vinder af Efterårets Profil-kåringen.

Det er cheftrænerne i de 11 rivaliserende klubber, der kårer Lindstrøm, da Brøndby-cheftræner Niels Frederiksen og hans kolleger ifølge reglerne i afstemningen ikke må stemme på deres egne spillere. 

Tipsbladet overraskede i denne uge den 20-årige Brøndby-spiller på stadion efter en træning, og det var en glad Brøndby-spiller, der kunne konstatere, at han var blevet nummer ét i afstemningen foran erfarne Superliga-profiler som FC Midtjyllands Alexander Scholz og AGF's Patrick Mortensen.

- Ja det er nogle gode navne, siger Jesper Lindstrøm blandt andet i videoen.

- Tusind tak til dem, der har stemt på mig.

Se hele videoen i linket i toppen af denne artikel og se alle stemmerne og hele dækningen i Tipsbladets papirudgave fredag og få ekstra reaktioner og vinkler på tipsbladet.dk.

Læs også:Afstemning: Hvem bør vinde Efterårets Profil i Superligaen?