Viborg-træner: Inspireret af Red Bull-konceptet

Det er helt fair at hævde, at Viborg har haft det sværeste startprogram af alle hold i Superligaen.

Oprykkerne har lagt ud med to udekampe, og det ville være synd at sige, at modstanden var blød: I premieren stod VFF over for FC Nordsjælland på kunstgræsset i Farum, weekenden efter bød på et opgør mod selveste de danske mestre i Brøndby. OB har også haft et tungt startprogram med udekampe i Herning og Randers, men Viborgs var alligevel en tand sværere målt på modstandernes placeringer i sidste sæson.

Og så gik det hverken værre eller bedre, end at Viborg hentede fire point i de to kampe og lige nu ligger på en delt andenplads i ligaen – i øvrigt sammen med OB.

Så man forstår, at Viborg-cheftræner Lars Friis er en tilfreds mand, da Tipsbladet møder ham på træningsanlægget et par dage efter 1-1-kampen i Brøndby og forud for derbyet mod FC Midtjylland lørdag.

”Jeg har jo fået det svar, som jeg havde håbet på. Som jeg måske havde drømt lidt om. Jeg synes, at vi har taget vores solide side, som vi havde i 1. division, med os i de to første kampe. Var det solidt nok til Superligaen? Det har det været i to kampe. Det er ikke, fordi vi har smadret vores modstandere, men vi har været solide,” siger Lars Friis om 2-1-sejren i Farum og 1-1-kampen i Brøndby.

Træneren glæder sig over spillernes attitude. Både fordi ingen har slået op i banen, men også fordi han synes, han har kunnet genkende den offensive mentalitet, han prædiker for sine spillere.

”Når vi møder ind her, skal vi træne i opnå noget. Vi skal ikke træne for at undgå noget. Det er jo også mindsettet for sælgerne inde i administrationen. De skal ikke komme på arbejde for at undgå noget, de skal opnå noget. Det er jo en helt vildt forskellig måde at gribe dagen an på. Det tror jeg på. Det er også derfor, at vi ikke skal undgå nedrykning. Vi skal opnå minimum top 10. 'Det er jo det samme,' siger nogen så. Nej, det er overhovedet ikke det samme Det er tværtimod to vidt forskellige måder at arbejde på, og det tror jeg rigtig meget på.”

”Jeg kan se det på måden, som holdet gerne vil presse på. Én ting er at vi har en plan, men det får man ikke i sig selv noget ud af, for spillerne kan jo bare holde igen. Hvis spillerne går på banen med det forkerte mindset, ”nu skal vi passe på”, så løber de jo ikke frem og presser. Men vi går højt på Brøndby og tvinger dem måske til at sparke lidt mere, end de havde håbet på. Så ved jeg godt, at vi mangler noget i begge ender, men vi spiller nogle bolde, som ikke ret mange tør spille på Brøndby Stadion, for man er under tryk. Man får 10.000 imod sig, man får et ekstremt hårdtarbejdende Brøndby-hold imod sig. Hvis vi skulle undgå noget, så var vores to midterforsvarere formentlig blevet tvunget til at sparke den væk hele tiden, og så havde vi min bog lidt en stille død.”

På Brøndby Stadion dominerede gæsterne dødboldene. Både frispark, hjørnespark og indkast gav hele og halve chancer, og udligningen ved Lars Kramer faldt også efter, at Christian Sørensen havde kastet en bold helt ind i feltet.

”Vi ved, vi er gode. Og vi ved også, det er en nøgle, og vi har meget fokus på det. Det kræver en god plan. Den står Nickolai Lund [assistenttræner ] for. Så kræver det gode servere – dem har vi også. Men allervigtigst kræver det, at der er nogen, der tror på det. Det er jo ikke bare førstebolden. Man skal sørge for at være der på andenbolden, tredjebolden, fjerdebolden, og det er også sådan, vi scorer i Brøndby.”

”Hvis man har en gruppe, der ved, at 'okay, nu er der hjørnespark. Vi ved, at vi får minimum en afslutning,' så vokser spillerne sig større. Vi får en masse standardsituationer qua den måde vi spiller, for vi spiller os jo frem til en del ting, der er lige-ved-og-næsten på den sidste tredjedel. Der har vi spillere, der godt kan lide at udfordre. Det bliver jo ofte til et hjørnespark eller til et indkast eller til et frispark, fordi de skal stoppe os. Det er ikke, fordi vi får et indkast på midten, og så forsøger vi at æde fem meter mere og fem meter mere og så fem meter mere. Det er jo slet ikke det, vi vil. Men vi skal i hvert fald udnytte det våben,” siger Lars Friis.

Inspiration fra de røde tyre
I 1. division var oprykkerne Viborg og Silkeborg de suverænt mest scorende mandskaber. Begge scorede mere end 70 mål i 32 kampe, FC Helsingør havde rækkens tredjebedste offensiv med 50 mål.

Den offensive tankegang har Lars Friis taget med i Superligaen.

”Vi vil gerne have bolden, men vi vil gerne have en grund til at have bolden. Jeg synes, at der er flere hold, der får for meget kredit bare for at have bolden, men så kigger man ikke på, hvad de får ud af det. Så vil jeg hellere gå lidt ned i possession og så se, om vi kan skabe flere chancer. Vi vil gerne spille vertikalt. Vi vil gerne spille mod mål. Det kan godt være, at vi nogle gange går lidt for direkte, men kan vi skabe en chance, vil vi gerne gøre det. Det er grundlaget. Men vi vil gerne spille ud nede bagfra. Det er ikke sådan noget med, at den bliver sparket.”

”Vi vil gerne spille gennem linjer, som Brøndby er de bedste til i Danmark, vi vil også godt sætte nogle pasninger sammen, som Silkeborg er de bedste til i Danmark. Og så vil vi gerne op og skabe noget på den sidste tredjedel. Defensivt vil vi gerne have fat i bolden så hurtigt som muligt. Og i de træningskampe, hvor vi har øvet os lidt i det lave udgangspunkt, har jeg haft svært ved at holde holdet tilbage. Det kendetegner et hold som også stoler på, at 'det her kan vi godt.'”

”Jeg er meget inspireret af Red Bull-konceptet og har været det i mange, mange år. Jeg har været på besøg i Salzburg et par gange for at se, hvordan de arbejder med det. Der er jo ingen, der beskylder dem for ikke at ville spille fodbold, men det er rock'n'roll. Vi skal helst ikke have nogen af vores tilskuere til at gå på toilet under kampen. Det skal være sådan, at de ikke vil gå glip af noget. Så ved jeg godt, at vi er i Superligaen, og vi dominerer ikke. Alt det har jeg respekt for, men vi vil gøre det bedste, vi kan, for at leve op til det. Vi vil angribe det bedste, vi kan.”

Det er et urutineret hold, som Lars Friis har taget sig med op i den bedste række. Ét er, at Viborg har sæsonens fjerdeyngste gennemsnitsalder ifølge danskfodbold.com. Noget andet er den manglende Superliga-erfaring. Kun et fåtal af spillerne har prøvet fodbold på det niveau tidligere.

”Selvfølgelig er det et tema i mit hoved. Selvfølgelig skal man gøre sig nogle tanker om det, men jeg tror, dagligdagen har meget med det her at gøre. Kan man forberede sig på Brøndby Stadion? Nej, men vi har italesat det. Og der er ingen af vores spillere, der bliver ramt af Brøndby-feberen derovre. Der er ikke en eneste, hvor jeg siger: 'Hold da kæft! Der kan man godt se, at det er første gang på Brøndby Stadion. Han er godt nok shaky.' Det er jeg sindssygt imponeret af, men det betyder også, at de har forberedt sig rigtig godt.”

”Nogen vil kalde det oprykkergejst. Det spørgsmål fik jeg også to gange efter kampen. Men jeg tror sgu ikke, det er oprykkergejst. Jeg kan sige det om en måned eller to, men jeg tror, det er vores dna, vi kommer med. Det gåpåmod og den friskhed fra nogle spillere, der gerne vil opnå en masse, tror jeg udligner en masse.”

”Det måske allervigtigste: Det med at koncentrere sig. Det lyder banalt, men de her spillere har jo smadret 1. division sammen med Silkeborg og kunne godt spille 1. divisionskampe, hvor man i 10 minutter ikke var koncentrerede og stadig vandt. Nu har vi ikke en chance, hvis vi ikke er koncentrerede. Der er vores udfordringer. Det er ikke en kæmpe udfordring, men vi skal skynde os rigtig meget og blive dygtigere,” siger Lars Friis.

En fodboldby
Viborg rykkede ud af Superligaen efter playoff-kampe mod FC Helsingør i sommeren 2017. Siden gik der fire sæsoner, inden midtjyderne igen rykkede op før sommerferien.

Lars Friis overtog jobbet som cheftræner i vinter og mødte en klub og en by, som hungrede efter at vende tilbage til dansk fodbolds øverste niveau.

”Det er jo en by, hvor folk snakker fodbold, uanset hvor man går hen. De gør det med en stolthed. Selvforståelsen er, at man er en Superliga-klub i en Superliga-by. Det har gjort så sindssygt ondt, at man ikke har været der, og man har stået op for det. Man har været træt af det, man har været ked af det, man har været rasende, man har diskuteret. Hvorimod man i andre byer, når det ikke går godt, kan blive lidt ironiske, lidt selvdestruktive, gøre grin med sig selv, ”nu vinder vi Champions League”. Der har man virkelig været ærekær over for det, man havde, og så har man bare ventet på, at nu måtte det snart komme. Og så har det bare gjort ondt i de år, hvor man har misset oprykningen. Men det er en by, som virkelig er parat til at komme tilbage. Det er så ærgerligt, at der ikke er åbnet helt op på lørdag, for det er jo den bedste kamp at starte med,” siger Lars Friis om weekendens kamp mod FC Midtjylland.

”Der er rigtig mange, der gerne vil være en del af det her. Jeg bor i Feldborg mod vest. Men når jeg kører ind i byen og tager en kop kaffe eller skal handle, så kan jeg jo også mærke, at de har lige brug for at snakke fodbold. Det er jo fedt. Der er mange steder, hvor fodbold betyder noget, fordi man er i Superligaen, men så betyder det heller ikke mere. Her er der touch på det alle steder fra. Det er en fodboldby, det er en idrætsby.”

”Det har smittet af på de her spillere. Det er virkelig stolte spillere, der trækker i den grønne trøje, for de ved faktisk godt, hvor meget det betyder, selv om ikke ret mange har spillet i Superligaen før for Viborg. De ved godt, hvad de går ind til. Jeg appellerer rigtig meget til hjertet og følelserne, for jeg tror rigtig meget på, at kan man få spillerne til at lægge hjertet derude hver eneste gang, samtidig med at vi er svære at slå, så er vi satme noget langt.”

Først i 1990'erne blev Viborg FF en regelmæssig gæst i landets bedste række. VFF vandt pokalfinalen i 2000, men de største sejre har byen opnået i en helt anden sportsgren, nemlig håndbold. Når Viborg alligevel er en fodboldby, skyldes det ifølge Lars Friis, at Viborg Fodsports Forening er helt tilbage fra 1896, og at man har gjort det selv hele vejen.

”Man har holdt fast i traditionerne og det, som man er rundet af i sin tid. Det har gjort klubben stærk i forhold til mange andre steder, hvor man har været nødt til at splitte noget op og bygge noget sammen, blive en fusion. Og netop det der med, at nogen griner og nogen tænker ”ja ja, det er bare et spørgsmål om tid, så er I helt væk” har også gjort området og byen stærkere.

”Jeg kan bare mærke, at det føles, som om jeg har været her i meget længere tid. Der er en form for familiefølelse. Jeg synes, man kan mærke i byen, at der er noget sammenhold. Den der med håndbold har jeg også tænkt tidligere. Men det er slet ikke sådan, det er, når man kommer hertil. Der er mange udlændinge, der får en overraskelse, når de kommer til den her klub, Vi har en enorm fanbase, og de er dygtige på stadion. Det er det, jeg glæder mig allermest til; at få dem med ind på stadion, når vi skal give den gas,” siger Lars Friis.

Tvivl som benzin
Det er kun lidt over et halvt år siden, at Lars Friis stoppede som assistenttræner i AGF for at overtage jobbet i Viborg. Han blev ansat 16. januar i en klub, der lå nummer ét i 1. division, men som skulle bruge en ny træner, fordi Jacob Neestrup blev Jess Thorups assistent i FC København.

Friis gjorde forgængerens arbejde færdigt og rykkede Viborg FF tilbage i Superligaen. Og han har nydt de første seks måneder i klubben.

”Det har været sjovt. Det er næsten mærkeligt at sige andet. Det har ikke været nemt, så det må du ikke skrive, men overgangen har været nemmere, end jeg turde håbe på. Det er også på grund af klubbens dna og værdier. Et ord er et ord. Vi er 'vi', det er ikke 'jeg, jeg, jeg'. Jeg tror også på, at det kan skabe noget rigtig godt. Der er ingen i den her klub, der skal gå og kigge sig over skulderen. Det kan godt være lidt atypisk for et fodboldmiljø, for der er altid en eller anden, der vil have ens job. Jeg synes, det er fedt, at her er vi sammen om det, og her hjælpes vi ad.”

”Så har der været en periode, hvor jeg blev fortalt, at 'du kan kun fejle. Hvad tænker du på?' Personligt har det været min benzin. For mig, Lars Friis, har det handlet om, at jeg kraftedme skulle vise dem. Derfor er det også glædeligt for mig, at vi ender på 76 point, og de første 38 har vi fået før jul, og de sidste 38 har vi fået efter. Vi fører på med syv point inden jul og ender med 17 point ned til tredjepladsen. Det har været personlige sejre for mig. Allervigtigst var det at rykke op, og allerfedest har været at se den lykke for alle dem, der har været med altid. Det har været rigtig fedt.”

45-årige Lars Friis har været fodboldtræner siden 1990'erne, men jobbet i Viborg er hans første som cheftræner for et førstehold. Det har været en ambition at nå dertil, men ikke for enhver pris.

”Jeg synes, der er mange unge trænere, som begår den fejl, at de skal så højt op og så hurtigt frem som muligt. Og så er de ikke tilstede i det, de er, og bliver dygtige nok. Det kan jeg sagtens sige, hvor jeg først når det nu, men det har også været vigtigt for mig, at projektet var det rigtige. Jeg har også haft muligheder for at blive cheftræner, også for 10 år siden, men jeg har været del af noget i nu'et, hvor jeg har tænkt, at 'det her, det kan jeg være med til at skubbe endnu længere. Det kan godt være, at jeg ikke står for skud eller bestemmer, men jeg har alligevel så meget at sige, at jeg kan være med til at skubbe det i den retning, jeg gerne vil.' Jeg har egentlig været glad for det, jeg har været i, uanset om det har været Brentford eller AGF.”

Og Lars Friis er ikke begyndt at se sig om efter nye klubber og mål, bare fordi han nu har prøvet at være cheftræner.

”Det er mange år siden, jeg har fået tick i mine bokse. Noget af det sidste, jeg fik tick'et af, var at komme til udlandet og blive træner. Det ville jeg rigtig gerne, og det prøvede jeg for nogle år siden, da jeg var i Brentford. For mig handler det om at få så meget erfaring som muligt og få bygget på – hvor langt kan man gå i det, vi har her? Jeg tror rigtig meget på, at fodbolden i fremtiden handler om, at man tænker lidt mere langsigtet. Jeg tror, at hvis der er ro på oppefra og hele vejen ned, så smitter det også af på selve truppen, og så har man meget nemmere ved at udvikle det, man gerne vil.”

”Det er ikke sådan, at jeg går med en drøm om, at 'nu skal jeg ende der.' Der er jeg slet ikke. Det handler om, at jeg glæder mig til den sæson, vi har her, og så skal vi have lagt lag på. Så har jeg heldigvis været med i så mange år, at jeg ved, man ikke kan spå om fremtiden. Det er helt umuligt. Man kan godt have nogle mål, men man kan ikke spå om, hvad der sker. Hånden på hjertet har jeg ikke en plan om, at det skal være det ene eller det andet. Projektet og de mennesker, jeg er omkring her, er troværdige. Synergien i, at det er 'vi' og ikke bare 'jeg, jeg, jeg' tiltaler mig rigtig meget. Det spor vil jeg rigtig gerne blive i,” siger Lars Friis.

Fotos: Getty Images