Viborg har i dette transfervindue sagt farvel til Elias Aschouri, som er skiftet til FC København for omkring 22 millioner kroner. Det er penge, som skal investeres igen - og de skal gå til flere scoringer.
Det fortæller Viborg-sportschef Mads Agesen om i et interview med TV3 Sport.
- Hvis ikke Ementa scorer tre i dag, så skal vi jo nok ud og lede efter en med mål i støvlerne, ja, fortæller Agesen.
Derudover kommer han ind på, at de godt kan løfte sig i forhold til, hvad de har brugt tidligere, når man har lavet sådan et salg. Dog er det ikke noget, som gør det nemmere på transfermarkedet, fastslår han.
- Der er bare flere om buddet til de spillere, som vi gerne vil have. Så det kan godt være, at vi har fået større økonomiske muskler, men jeg tror ikke, at mit job er blevet nemmere henover natten, fordi vi har fået flere penge. Tværtimod, siger han og fortsætter:
- Derfor holder vi os til den strategi, som vi har - og de lister vi har. Dem har vi scoutet rigtig godt, og det er dem, vi kender. Dem går vi ret hårdt efter, lyder det fra Mads Agesen.
Han er ikke meget for at komme med tal på hvor mange, de skal have hentet ind - eller hvornår det kommer til at ske.
- Det kan jeg desværre ikke være eneherre over at bestemme. Men vi kommer til at hente noget ind til offensiven, og så ser vi om også skal forstærke os til andre steder på banen, når vi kommer længere frem, fortæller Viborg-sportschefen.
Han slår også fast, at der ikke skal sælges mere i videoen i toppen af artiklen.
Ashouri-skiftet er desuden blevet beskrevet som en magtdemonstration. Læs mere om det her.