Hvis du har savnet at se noget til Nicklas Bendtner, siden den tidligere landsholdsspiller indstillede sin aktive karriere, er der godt nyt. Den 36-årige celebrity kan snart opleves i en dokumentar på Viaplay.
Tirsdag oplyser Viaplay, at man har begået en dokumentarserie om Nicklas Bendtner, som får premiere på streamingtjenesten den 12. februar. Dokumentaren, som udkommer i tre afsnit, vises også på TV 3.
I dokumentaren medvirker blandt andre Morten Olsen, Ståle Solbakken og Nicklas Bendtners tidligere manager i Arsenal Arsene Wenger.
- Jeg er rigtig stolt af serien, og det har været en hård men givende proces. Jeg blev meget berørt, da jeg så resultatet, fortæller Nicklas Bendtner i en pressemeddelelse.
Det er den prisvindende instruktør Anders Koefoed, der har instrueret serien.
- Jeg har været fascineret af Nicklas Bendtner, siden han kom frem som 16-årig, og jeg selv var i midt 20’erne. Han ramte noget i mig, og jeg elskede at følge ham. Hans direkte og flabede facon, hans kæmpe talent og hans åbenlyse brister. Jeg har tit tænkt, at han rummer alle de sider, som mange unge mænd har, bare i en ekstra høj potens.
- Jeg ser filmen som en specifik fortælling om et ungt menneske med et kæmpe talent i en hård og kynisk fodboldverden, hvor man kan blive svigtet af selv sine nærmeste. Samtidig er det en universel fortælling om at miste sin identitet og bevæge sig ud i et tomrum, uden at vide om man nogensinde lander igen, lyder det fra Anders Koefoed.
Nicklas Bendtner stoppede sin karriere ved udgangen af 2019, da hans kontrakt med FC København udløb. Som aktiv tørnede han også ud for klubber som Arsenal, Juventus og Wolfsburg og blev en stor stjerne i hele Danmark.
Det er fodboldpensionisten Nicklas Bendtner for så vidt stadig, og nu kan du altså snart komme helt tæt på ham i en ny dokumentar.