Video : Tipsbladet
Superliga

Viaplay trækker sig fra pokalkamp: Det er en uskik

Viaplay kommer ikke til at vise opgøret mellem Holbæk og Silkeborg IF, oplyser Kim Mikkelsen.

Pokalkampen mellem Holbæk og Silkeborg IF bliver ikke vist i tv.

Det har Kim Mikkelsen fra Viaplay netop meddelt.

Kim Mikkelsen, der har titlen 'senior vice president sports' i Viaplay, fortæller, at man har trukket sig fra at vise kampen, fordi det er sportslig devaluering, at kampen er flyttet fra Holbæk til Silkeborg.

- I fredags lagde vi sidste hånd på kampprogrammet til tv-kampene, og da vi så mødte ind mandag, var Holbæks kamp flyttet til Silkeborg. Vi vurderer, at der går så meget ud af den sportslige værdi af den kamp, at vi ikke synes, vi skal vise den på tv. Vi har trukket os og så prioriterer vores kræfter anderledes, siger han til Viaplay Sports News.

Se Kim Mikkelsen forklare sin holdning i videoen øverst til denne artikel.

Holbæk, der til dagligt huserer i 3. division, har til Tipsbladet fortalt, at man kunne se ind i en kamp, der skulle afvikles en tirsdag aften klokken 20.00, og at det økonomisk var bedst at få kampen flyttet til Silkeborgs stadion Jysk Park.

Silkeborg har fortalt, at man har accepteret Holbæks ønske, selv om det næppe er i pokalturneringens ånd, og at man har betalt et beløb til Holbæk for at rykke kampen til Søhøjlandet.

Det er ikke første gang, at en Superliga-kamp får hjemmebane i pokalturneringen, hvor det ellers er det mindre hold, der står som hjemmehold på papiret.

Også Hillerøds opgør mod FC Midtjylland blev flyttet fra Sjælland til Jylland og FCM's hjemmebane mod et beløb.

- Jeg var også ude med kritik i forbindelse med Hillerød-kampen, der blev flyttet til Midtjylland. Det er en uskik. Jeg forstår, at der kan være situationer, hvor små klubber af sikkerhedsmæssige grunde gør det - eller fordi de ikke har et stadion, der er egnet til det. Det forstår jeg.

- Men når vi snakker 1. divisionsklubber - eller Holbæk, der har et fint stadion - så kan jeg ikke forstå, hvis de ikke kan magte at spille mod Silkeborg.

- Jeg er bange for, at man trækker værdien og spændingen og meningen ud af den her turneirng. Mottoet er "drømmen lever", men lige nu gisper drømmen efter vejret. 

Tipsbladet har forsøgt at få en kommentar fra Holbæk, men indtil videre uden held. 

Vi forsøger også at få Kim Mikkelsen til at uddybe sin holdning.