Video : Tipsbladet
Superliga

- Vi håber og arbejder på to, tre nye spillere

Lyngby Boldklub har været langsomme ude af starthullerne i transfervinduet, men der arbejdes på forstærkninger, lyder det fra Morten Karlsen, cheftræneren.

(Lyngby Stadion, Tipsbladet) Lyngby Boldklub har op til denne sæson sagt farvel til to store profiler i Tochi Chukwuani og Andri Gudjohnsen, og der er nu kun godt og vel et par uger tilbage af transfervinduet.

For kort tid siden er Mailk Abubakari kommet til, og han er stadig ved at vænne sig til de nye omgivelser, hvorfor han mod FC Midtjylland startede ude.

En kamp, hvor Lyngby Boldklub tabte på et mål til aller, allersidst, da Aral Simsir løb fra midtbanen og bankede sejrsmålet til 2-1 ind.

Men nu begynder der altså endelig at ske lidt på indsiden i Lyngby Boldklub, og cheftræner Morten Karlsen kunne efter nederlaget til FC Midtjylland fortælle på Tipsbladets spørgsmål, at klubben håber og arbejder på to til tre nye ansigter, ligesom han kan håbe på, at der ikke sker profilsalg.

- Vi har en trup med et stort potentiale, og vi ved også, at vi træder ind i nogle vigtige kampe for Lyngby. Det er klart, at når du har solgt en topscorer og mistet en midtbaneprofil, så skal der noget ind, og det er der nu gjort lidt med Malik, og så må se, om der ikke kommer lidt mere.

- Realistisk holder vi på vores bedste spillere, men vi er også en klub, hvor vi er en platform for spillere, der kan komme videre. Det er vi meget bevidste om, men forhåbentlig får vi dækket to eller tre positioner frem mod, at vinduet lukker, siger Morten Karlsen og tilføjer:

- Det er en kombination af håb, og hvad vi arbejder på, forklarer cheftræneren, der altså har måttet vente længe på forstærkninger.

Men der er ingen brok, selv om han gerne havde set nye ansigter tidligere i vinduet. 

- Det tror jeg, at alle trænere gerne vil. Men der er også en virkelighed i Lyngby, vi er ikke nødvendigvis førstevælgere eller dem med den største pengepung, så i den ideelle verden, så ja, men virkeligheden er også, som den er i Lyngby ud fra de præmisser, som jeg lige har beskrevet, siger Morten Karlsen, som også har fået en skadet Mathias Hebo Rasmussen tilknyttet truppen. Der går nogle uger endnu, før midtbaneprofilen er på holdet.

Morten Karlsen har nu stået i spidsen for Lyngby Boldklub i fem kampe, og det har været lige på og hårdt med et hårdt program, der har indeholdt topholdene FC København, Brøndby, FC Midtjylland, FC Nordsjælland og en udebanetur til Sønderjyske.

I den kontekst er to point tilfredsstillende.

- To point er okay, vi ville gerne have flere, men når du også selv nævner de her hold, som er kvalitativt og økonomisk niveauer over os, synes jeg, at vi i store perioder sætter rigtig gode præstationer sammen. Det er helt tydeligt, at vi har lagt på, men vi ved godt, at vi skal lægge endnu mere på, lyder der fra Morten Karlsen.

Hvis mandskab var sekunder fra at hive et point mod mestrene. Aral Simsirs vinderscoring i de døende sekunder stjal billedet. 

- Selvfølgelig skygger den. Der er ingen i omklædningsrummet eller i klubben, der vil tabe denne kamp. Følelsen overskygger lidt præstationen, vi laver mod de danske mestre. Alle de gode ting, vi laver, forsvinder lidt i resultatet, men det er præmissen i elitefodbold. Før det er der fremgang at spore i os.

- Vi er 30 sekunder fra at få et point, og det er, fordi vi i 96 og et halv minut spiller rigtig godt og svarer i øvrigt godt igen på deres føringsmål. Det er historien. Det skal man også have med i ligningen, og det skal ikke forsvinde i et misset resultat i dag, slutter Morten Karlsen.

Som måske har mere at skyde med, når transfervinduet lukker 2. september. 

Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.

Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.