Forsvarsspiller Tobias Damsgaard har været udlejet til Vendsyssel FF i dette forår, og når lejeaftalen udløber 30. juni, kan Tobias Damsgaard glæde sig over, at han også bliver i klubben fra NordicBet Ligaen.
Forsvarsspilleren, der spillede fuld tid i forårets to første kampe, inden coronakrisen satte sæsonen på pause, veksler lejeaftalen til en permanent aftale, skriver både Randers FC og Vendsyssel FF.
Den 21-årige højre backs kontrakt i Randers løber ud til sommer, så reelt skulle han bare blive enig med Vendsyssel om en permanent forlængelse af aftalen.
Læs også:Museumsdirektør skuffet over Superliga-åbning: Har flere besøgende end FCK
- Tobias har på sine korte tid i klubben vist sig at være en rigtig stærk højre back, og derfor har vi også valgt at konvertere hans lejeaftale til en permanent en af slagsen. Han er stadig ung og har stort udviklingspotentiale. Vi synes, han har mange kompetencer som højre back; han er yderst pålidelig rent defensiv, har han stor løbekapacitet og er en spiller der kan gå fra felt til felt og slår nogle rigtig gode indlæg, siger sportschef Ole Nielsen i en pressemeddelelse.
- Jeg vil gerne have noget mere spilletid, og det er der bedre muligheder for i Vendsyssel FF. Derudover har jeg været rigtig glad for mit lejeophold heroppe, det er nogle gode gutter og nogle gode trænere. Jeg føler mig godt tilpas og det var en forholdsvis let beslutning for mig. Desuden er det også godt med noget luftforandring indimellem. Jeg har været i Randers FC i mange år, og har været glad for at være der, men Vendsyssel FF kom med en god plan for mig, forklarer højrebacken om årsagen til skiftet.
Tobias Damsgaard nåede 32 førsteholdskampe for Randers FC, hvor man ikke umiddelbart kunne finde en plads i startopstillingen til spilleren.
Læs også:AGF-træner elsker jobbet: Jeg har aldrig betragtet det som et arbejde
- Tobias har brug for en masse spilletid, som vi desværre ikke kan give ham lige nu i Randers FC. Så det er naturligt, at vores veje skilles for nu, men jeg vil ikke afvise et gensyn med ham på et senere tidspunkt. Tobias har været et fantastisk bekendtskab, siden han kom til klubben som U17-spiller. Han er en solid holdspiller og har altid givet sig 100 procent. Vi ønsker ham alt det bedste fremover, fortæller Søren Pedersen, sportslig og kommerciel direktør i Randers FC.
Vendsyssel FF ligger aktuelt nummer fem i NordicBet Ligaen. Der resterer 13 runder, og klubben har 16 point op til Vejle Boldklub, der ligger på rækkens eneste oprykningsplads.
Læs også:Skadesplaget Hobro-angriber tilbage: Tør ikke helt tro på det
Læs også:Transferkongerne: Hovedstødsmonster gav russiske millioner i kassen
Læs også:Brøndbys stadionspeaker om Superliga-genstart: Jeg glæder mig helt vildt