Vendsyssel FF ansætter tidligere landsholdsspiller som assistenttræner
Foto: Vendsyssel FF
Superliga

Vendsyssel FF ansætter tidligere landsholdsspiller som assistenttræner

Jan Michaelsen bliver assistenttræner for Jens Berthel Askou i Vendsyssel FF. Den tidligere A-landsholdsspiller og U-landstræner har fået en kontrakt for resten af denne sæson.

Vendsyssel FF skal bruge de kommende to måneder på at redde livet i Superligaen, og de bestræbelser har de nu fået endnu en assistenttræner til at hjælpe med. Jan Michaelsen, der senest var cheftræner i Fremad Amager, er blevet ansat frem til sæsonens afslutning.

Det fortæller klubben i en pressemeddelelse. 

- Det er ikke noget nyt, at vi gerne vil have tilført nyt blod på trænerfronten. Allerede i januar havde vi ansat et nyt supplement til teamet, men af forskellige årsager blev det ikke ført ud i livet. Nu har vi i stedet fået tilknyttet Jan Michaelsen, der er en erfaren herre i trænergerningen. Han kommer til at fungere som et godt supplement til vores unge trænerteam, siger sportsdirektør Ole Nielsen.

- Jan har stor erfaring både som spiller, hvor han blandt andet var forbi Panathinaikos i Grækenland og spillede 20 A-landskampe for Danmark, og som træner, hvor han har været U17-landstræner for Danmark, U17-træner i FC København samt cheftræner i Fremad Amager. Med andre ord er det en stor kapacitet, vi får ind til de afgørende kampe, der venter os forude,

Den trænertilføjelse, der ikke lykkedes i januar, var Allan K. Jepsen. Han skulle være tiltrådt fra nytår, men da Glen Riddersholm forlod jobbet som sportsdirektør, aflyste Jepsen og Vendsyssel den forestående ansættelse. I stedet fik Jepsen job i AaB.

Nu får Jan Michaelsen i stedet chancen, og han glæder sig.

- Jeg kender en del af spillerne i forvejen og har stor erfaring med unge spillere qua min tid i DBU og FC København. Mit håb er, at jeg kan være med til at bidrage til nogle små justeringer, nye impulser og give Jens Berthel og Mike (Tullberg, også assistenttræner, red.) ny inspiration ved, at jeg kommer og ser tingene lidt mere udefra. Og så er mit håb, at jeg kan være med til at hjælpe holdet med at overleve i Superligaen, som er det altoverskyggende mål, siger han.

Vendsyssel indleder slutspillet på søndag mod Hobro IK.