FC Midtjylland havde dækket op til mesterskabsfest, men den fik et velspillende AaB-hold lagt en lille dæmper på.
Nordjyderne vandt med 2-1 på MCH Arena i sidste spillerunde af mesterskabsspillet, men FCM var som bekendt allerede sikret den samlede sejr i 3F Superligaen og kan efter kampen løfte pokalen som bevis herpå.
AaB spillede frit fra start og gik til pause foran med 2-0 efter en glimrende halvleg, hvor FCM slet ikke fik tingene til at fungere.
I anden halvleg sad FCM lidt mere på spillet, men værterne havde svært ved at finde offensive løsninger og tilspille sig de helt åbne målchancer.
En hurtig straffesparksreducering blev det til, men tættere på kom mestrene ikke.
AaB gik uimponeret til opgaven fra start, og FCM viste hurtigt tegn på usikkerhed i den bageste kæde, der ellers har været så solid sæsonen igennem.
En for kort tilbagelægning fra Awer Mabil blev straffet af AaB efter 18 minutter, da Tom van Weert opsnappede bolden, rundede Jesper Hansen og sparkede gæsterne i front.
Bare tre minutter senere satte Patrick Olsen sidste fod på et flot angreb, og så var AaB foran 2-0.
FCM fik sjældent spillet til at flyde før pausen, og værternes bedste chancer kom efter dødbolde, men AaB var mindst lige så tæt på at komme på 3-0, som FCM var på at reducere.
Efter en sløj første halvleg kom FCM en del bedre ud efter pausen og tog taktstokken fra start.
Overtaget gav pote allerede i det 52. minut, da Evander reducerede til 1-2 på det straffespark, som Rasmus Thelander begik mod FCM-angriberen Sory Kaba.
AaB stod en smule dybere efter pausen og kørte hurtige omstillinger, og sådan én var tæt på at lykkes med 20 minutter igen, men indskiftede Jeppe Pedersen ramte stolpen.
FCM fik aldrig lagt det afgørende tryk, og derfor lukkede AaB sæsonen med en flot udesejr mod mestrene.
/ritzau/