Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle-træner håber på kontraktforlængelse

Constantin Galcas kontrakt udløber efter sæsonen, men cheftræneren vil gerne blive i Vejle.

Fodboldklubben Vejle er rykket op i Superligaen, men fremtiden på cheftrænerposten er endnu ikke på plads.

Constantin Galcas kontrakt udløber efter indeværende sæson, og selv om der endnu ikke er skrevet under på en forlængelse, bliver rumæneren gerne i Nørreskoven.

Adspurgt direkte i et interview med TV3 Sport, om han vil fortsætte i klubben, svarer han "ja".

- Der er en positiv dialog om min kontrakt, siger Galca til tv-kanalen.

Det samme sagde direktør Henrik Tønder til tipsbladet.dk tidligere på ugen. 

- Ja, og vi er i hvert fald i positiv dialog, så det håber vi lykkes, men det ved vi ikke helt endnu, sagde Henrik Tønder.

Den nu 48-årige Galca kom til klubben i marts 2019, da klubben kæmpede for overlevelse i Superligaen.

Missionen lykkedes ikke, og i stedet tog Galca turen med ned i landets næstbedste række, hvor Vejle har været bedst.

Holdet sikrede sig tirsdag oprykning til Superligaen ved at slå Nykøbing FC på hjemmebane.

Galca har en fortid som cheftræner i klubberne Steaua Bukarest, Espanyol, Al- Taawon og Al-Feiha.

Som aktiv tilbragte Galca det meste af karrieren i spansk fodbold. Det blev blandt andet til 162 kampe i Primera Division. De fleste for Espanyol.

/ritzau/