Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle moste OB i generalprøve

OB fik en miserabel optakt til deres første kamp i NordicBet Ligaen på lørdag mod Esbjerg fB, da fynboerne tabte stort til Vejle Boldklub.

OB fik en mareridtsoptakt til den nye sæson, da de lørdag mødte Vejle. 

Lørdag eftermiddag fik fynboerne ørene i maskinen, da Superliga-mandskabet fra Vejle vandt med hele 5-2 mod OB.

De to hold gik til pause med stillingen 1-1, men i 2.halvleg tog det for alvor fart. 

Kort inde i 2.halvleg kunne Vejle bringe sig foran, men allerede få minutter efter bragte OB-angriber Elias Hansborg atter balance i regnskabet med sin anden scoring i kampen. 

Glæden varede dog kortvartig for OB, der blot to minutter efter kom bagud 3-2, men det skulle vise sig at blive meget værre endnu for Søren Kroghs hårdprøvede mandskab. Med en halv time tilbage bragte vejlenserne sig foran med 4-2, og umiddelbart inden slutfløjt slog Vejle det sidste søm i kisten til slutresultatet 5-2. 

OB tager hul på deres sæson i NordicBet Ligaen med en kamp mod Esbjerg fB, mens Vejle i sidste sæson klarede skærene i Superligaen, hvor de indleder den nye sæson med et opgør mod Randers.