Vejle Boldklub har sikret sig et par spændende forstærkninger denne sommer, men de var ikke havnet i Nørreskoven, hvis deres karriere var forløbet lidt anderledes. Det erkender Jacob Krüger, teknisk chef hos Superliga-oprykkerne, over for Vejle Amts Folkeblad.
De nytilkomne spillere er Alexander Milosevic, Saeid Ezatolahi og Raphael Dwamena, og de tre har spillet landskampe for henholdsvis Sverige, Iran og Ghana, hvilket vidner om en vis kvalitet.
Læs også:Vejle Boldklub tester tysk målmand
Til gengæld har de stort set ikke spillet i 2020. Alexander Milosevic har nemlig stået uden kontrakt, mens Raphael Dwamena har været ude af aktion efter en hjerteoperation. Saeid Ezatolahi er den eneste, der trods alt har spillet et par kampe for KAS Eupen i Belgien, men det er kun blevet til tre kampe i dette kalenderår.
Og den manglende spilletid er en af grundene til, at spillere med deres kvalitet er havnet i Vejle.
Læs også:Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub
- Det er spillere af en kvalitet, vi aldrig kom i nærheden af, hvis de stod med et helt normalt karriereforløb, som viste, at de spillede 33 kampe i sidste sæson, siger Jacob Krüger til Vejle Amts Folkeblad.
Jacob Krüger tilføjer samtidig, at de tre forventes at komme i spil til Vejles første kamp i Superliga-sæsonen. Derudover er man ikke bekymret over at tilknytte Raphael Dwamena, der altså tidligere har haft hjerteproblemer, da han er blevet undersøgt.
Vejle Boldklub vandt NordicBet Ligaen i den forgangne sæson og indleder Superliga-sæsonen mod AGF den 14. september.
Læs også:Officielt: Vejle henter angriber i Levante
Læs også:Vejle Boldklub sender angriber til Kolding IF
Læs også:Medie: Danske klubber følger Mike Jensen