Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle Boldklub undgår pokalexit trods rødt kort og straffedrama

Vejle var store favoritter mod Brabrand fra 2. division, men vejlenserne var få sekunder fra exit.

Allan Sousa er en stor profil i Vejle Boldklubs offensiv, men den dygtige brasilianer er også udstyret med et temperament, som indimellem spænder ben for både ham og holdet.

Det skete blandt andet onsdag aften, hvor kun mirakler og en god portion held reddede superligaoprykkerne fra exit i tredje runde af pokalturneringen ude mod Brabrand fra 2. division.

En sen udligning til 2-2 dybt inde i dommerens tillægstid reddede favoritterne, som efterfølgende avancerede via 4-2-sejr i straffesparkskonkurrencen.

Vejle kom planmæssigt foran efter knap en halv time ved Kevin Yamga, men det lykkedes hjemmeholdet at få udlignet fire minutter før pause ved Anton Søjberg.

Og kort efter viste Allan Sousa sig så fra sin lidet tænksomme side.

I 45. minut fik han ifølge klubbens Twitter-profil en advarsel for at sparke bolden væk efter et frispark til Brabrand. Man skulle mene, at det var i frisk erindring et par minutter efter.

Men nej. Brasilianeren begik et hårdt og unødvendigt frispark langt fra eget mål. Gult kort vekslet til rødt og marchordre til angriberen på tærsklen til pausefløjt.

Det gav hans ti holdkammerater svære betingelser i anden halvleg, og da Anton Søjberg med sit andet mål i kampen gjorde det til 2-1 efter 78 minutter, balancerede vejlenserne på randen af et uventet exit.

I fem minutters overtid lykkedes det dog Matthews Briggs at udligne tæt under mål, og så ventede der to gange 15 minutters forlænget spilletid i stedet.

Den gav ingen scoringer, og i straffesparkskonkurrencen havde Vejle de bedste nerver.

Tomålshelten Anton Søjberg endte med at blive skurken, da han som den anden Brabrand-spiller brændte, mens Vejles fire første skytter eksekverede.

Til gengæld havde Lyngby ingen problemer med at spille sig i fjerde runde, selv om holdet har svært ved at finde melodien i Superligaen.

På udebane mod Slagelse fra 2. division var Lyngby aldeles suveræn og knuste vestsjællænderne med hele 9-0.

Blandt andet bød 21-årige Victor Torp ind med et hattrick.

Esbjerg superliganedrykkere måtte lade livet efter 0-1 ude mod Nykøbing FC, mens AC Horsens fik en tiltrængt succesoplevelse med en 4-2-sejr og avancement mod VSK Aarhus.

/ritzau/