Video : Tipsbladet
Superliga

- Ved ikke, om de ikke har læst op på lektien

Oliver Sonne havde en god aften i 1-1-kampen mod AGF.

SILKEBORG (Tipsbladet): AGF-cheftræner Uwe Rösler var glad for pointet men ikke for Silkeborg IF's føringsmål, han havde tænkt sig at diskutere med flere af AGF'erne.

Efter et godt, gennemspillet angreb dukkede Oliver Sonne op ved bagerste stolpe og kunne upresset sparke bolden i mål bag en prisgivet Jesper Hansen, mens AGF 12 minutter senere udlignede på straffespark begået på Mikael Anderson og omsat af Patrick Mortensen.

1-1 var ikke noget fantastisk resultat for de to hold men heller ingen katastrofe, og målscorer Oliver Sonne var glad for den støtte, han både søndag og gennem sæsonen har fået af holdkammeraterne og for evnen til at dukke op på bagerste stolpe.

- Jeg ved ikke, om de ikke har læst op på lektien, men ja, den [evnen til at dukke op på bagerste stolpe] er fed. Det er en god ting, og jeg er glad for, jeg har den. Det handler om at komme derned, men også, at jeg har en otter, der tager de defensive roller.

Foto: Alamy

- Nogle gange glemmer man, at Mads Larsen løber sindssygt mange defensive meter for mig, når jeg kommer blæsende afsted. Det er en cadeau til ham, og den går også til Robin [Østrøm], der lukker vanvittigt godt af derude. Jeg er glad for at have gode medspillere, der bærer over med mig, når jeg tager de dybe løb, siger Oliver Sonne.

Næste opgave er de to pokal-kvartfinaler i de to kommende uger mod AaB, hvor Silkeborg IF har en god chance for at nå semifinalerne og dermed komme tæt på en gentagelse af majs pokaltriumf, man som bekendt fik mod søndagens modstander AGF.

- Jeg vil sige, at vi også skal være modige nogle til at gå i medierne og sige, at vi er svage favoritter. Det er også det, vi skal forvente af os selv og det tryk, vi skal lægge på os selv. For vi har kvaliteten til at gå videre, siger Oliver Sonne.

Oliver Sonne er ud over spiller i Silkeborg IF også landsholdsspiller fra Peru, hvor Sonnes bedstemor stammer fra.

Backen kunne meget vel være den næste Silkeborg-profil, der bliver solgt – læs mere om det her.