Video : Tipsbladet
Superliga

Profil forlader Vejle Boldklub

Ifølge Tipsbladets oplysninger forlader kantspilleren Vejle Boldklub denne sommer, og spillerens bagland er i dialog med to Superliga-klubber, ligesom der også er interesse fra udlandet.

Med et nederlag til FC Nordsjælland søndag er det så godt som sikkert, at Vejle Boldklub i næste sæson skal spille i NordicBet Ligaen. Og det bliver uden Edgar Babayan.

Vejle Boldklub hentede den 26-årige kantspiller i foråret på en kort kontrakt frem til sommer, og når den udløber, skal han videre.

Ifølge Tipsbladets oplysninger er der også interesse fra og snakke med både danske og udenlandske klubber for Edgar Babayan, der er armensk landsholdsspiller og har 13 landskampe på cv’et.

Blandt de interesserede er ifølge Tipsbladets oplysninger to Superliga-klubber, og især med den ene klub er der fremskredne forhandlinger.

Men endnu er det ikke afgjort, hvor den nuværende Vejle Boldklub-spiller fortsætter karrieren, og en afklaring kan også først komme i juni. Efter Superliga-sæsonen skal han nemlig med landsholdet og spille et par Nations League-kampe.

26-årige Edgar Babayan har i foråret spillet 14 kampe for Vejle Boldklub med en enkelt assist til følge.

Tidligere har han spillet for Randers FC og Hobro IK i Superligaen, mens han også har været i udlandet og spille for lettiske Riga FC og siden hos cypriotiske Pafos FC. I Superligaen har han scoret 13 mål og lagt op til 18 på 117 kampe.