Ifølge OB-mediet Stemmer Fra Ådalen kan den fynske Superliga-klub snart præsentere tyskeren Sven Köhler som ny mand i den stribede trøje, og han ligner en afløser for Jeppe Tverskov, der har forladt Ådalen.
26-årige Sven Köhler kommer til OB fra 3. Liga-klubben VfL Osnabrück, og der har tilsyneladende været hård kamp om hans underskrift. Midtbanespilleren har blandt andet takket nej til at få David Beckham som chef og Lionel Messi som holdkammerat.
Tidligere på sommeren kunne Sky Sports fortælle, at Inter Miami havde snøren ude efter Sven Köhler, men solskinnet og palmerne i det sydlige Florida kan ikke matche en god brunsviger har måske været Köhlers ræsonnement.
Også Hamburger SV og FC Heidenheim har angiveligt vist interesse for Köhler, og sidstnævnte har tilmed kunnet lokke med Bundesliga-fodbold efter sommerferien, men det tyder altså på, at midtbanespilleren har valgt OB.
Det bliver 26-årige Sven Köhlers første ophold uden for Tyskland.