Seks mål i ti kampe var status for Krisztian Vadocz efter hans første halvår i OB. Efter den start var det helt på sin plads at kalde Vadocz for én af Superligaens stjerner, men siden er den 28-årige midtbanemand faldet gevaldigt med sit hold. Han scorede ikke en eneste gang i foråret, og i dette efterår har han blot spillet fem kampe fra start og fået spilletid i 11 af 18 kampe.
Vadocz er reduceret til regulær reserve, og når OB 1. januar får tilgang af Azer Busuladzic kan ungareren ryge længere ned i OB-hierarkiet, medmindre altså at fynboerne sælger ham et halvt år før, hans kontrakt løber ud. Umiddelbart er der dog ikke truffet beslutninger i den retning. I hvert fald ikke så vidt Vadocz' agent Tibor Pataky ved.
- Han har kontrakt til sommer, så det er op til klubben, hvad de vil. Vores forhold til OB er rigtig godt, og indtil nu har vi truffet alle beslutninger sammen. Det kommer vi også til at gøre denne gang, hvis det bliver aktuelt, men der er stadig lang tid til januar, og der ligger ingen beslutning om, at han skal væk fra OB i januar. Der er mange spillere til den centrale midtbane, og han har ikke spillet så meget, men han er klar på udfordringen, hvis der ikke sker noget andet, siger Vadocz-agenten.
Hvis OB beslutter sig for at sælge, er der interesse for ham fra andre klubber, men indtil videre er der ikke nogen, der er kommet med noget konkret.
- Alle klubber i europæisk fodbold kender Krisztian, for han har spillet omkring 40 landskampe og været i lande som Spanien, Frankrig og Holland, og han er den samme spiller, som han var sidste år, da han kom til OB. Der er altid muligheder i et transfervindue, men der er ingen seriøse forhandlinger i gang, siger Tibor Pataky.
Krisztian Vadocz har tidligere spillet for Honved, Auxerre, Motherwell, NEC Nijmegen og Osasuna.