AARHUS (Tipsbladet): Uwe Rösler har god grund til at være glad i disse dage.
Som fodboldtræner kan han glæde sig over, at AGF søndag vandt over Lyngby Boldklub efter en dramatisk afslutning, og at han kan se frem til kampe mod Skive IK i pokalen og FC København i Superligaen i denne uge.
Og som far kan han glæde sig over, at sønnen Colin Rösler tirsdag blev udtaget til det norske landshold for første gange.
Den udtagelse kom kort før, at Tipsbladet og den øvrige fremmødte presse til tirsdagens træning i AGF taler med Uwe Rösler.
- Det er virkelig fantastisk. Det er ikke noget, jeg har haft i tankerne. Han har gjort sig fortjent til det.
- Det handler ikke om mig. Jeg var gobsmacked (målløs, red.), da jeg så det. Det er virkelig positivt, siger en afdæmpet Uwe Rösler og understreger, at sønnen har skabt sin egen karriere, og at det udelukkende er hans fortjeneste, at han nu er på Norges landshold.
Colin Rösler er 24 år og gør sig som centerback for Malmö FF.
I sin tid gjorde Uwe Rösler sig også som landsholdsspiller, dog for Østtyskland i 1990. Han har dog tilbragt en stor del af sin trænerkarriere i Norge og har en norsk kone, hvor sønnen altså kan repræsentere det norske landshold.
Colin Rösler har en fortid i Manchester Citys ungdomsafdeling, men han forlod klubben i 2019 og har siden været forbi NAC Breda, Lillestrøm, Mjällby AIF og nu Malmö FF.
I forbindelse med udtagelsen tirsdag fik han stor ros af Ståle Solbakken.
- Colin er en ledertype, der har haft en god udvikling det seneste år, efter han skiftede fra Mjällby til Malmø. Han har spillet en del europæiske kampe nu og har gjort det godt. Han er pasningssikker og har lederegenskaber. Han er ikke den hurtigste, men skjuler det godt, sagde Solbakken til det norske landsholds hjemmeside.
Så må tiden vise, om Colin Rösler også får spilletid i de kommende kampe, hvor Norge skal møde Slovenien og Kasakhstan. Mon ikke, at Uwe Rösler følger de kampe tæt.