Brøndby er i stor fare for at miste en af sine helt store talenter næste sommer.
Her udløber 18-årige Oscar Schwartaus kontrakt med de blå-gule, og lige nu ved ingen, om den kontrakt forlænges, eller om Schwartau til den tid skal finde et nyt sted at spille fodbold.
For da Tipsbladet hører hovedpersonen selv om en status på det tema, så svæver meget lige nu i det uvisse.
- Jeg har en god dialog med klubben, om hvad der skal ske, men jeg har ikke noget svar lige nu. Vi må se, lyder det indledende fra ham.
Hvad handler den dialog om?
- Vi har lidt snakke frem og tilbage, men det er ikke det helt store endnu. Vi tager en dag ad gangen, og så må vi se, hvad der sker.
Han erkender, at han selvfølgelig godt forstår, hvis der er en del Brøndby-tilhængere, som er bekymrede over udsigten til, at han smutter, men det hele kan sagtens ende i en forlængelse.
Du kan godt finde på at fortsætte?
- Ja, selvfølgelig, slår han fast.
Kan du også finde på at finde noget andet?
- Det ved jeg ikke. Jeg er ikke nået så langt endnu og tænkt det ordentligt igennem. Jeg vil selvfølgelig gerne have noget spilletid og vise mig frem, men som sagt er jeg stadig rigtig glad for at være i Brøndby.
Mange tager på leje for at få noget spilletid – kunne det være aktuelt for dig?
-
Måske. Jeg har ikke tænkt over det. Jeg skal lige snakke med min agent og min familie om det hele. Lige nu har jeg haft en god opstart i Brøndby, og jeg er rigtig glad for at være der, påpeger han.
Netop spilletiden har længe været en mangelvare for Schwartau. Jesper Sørensen kiggede stort set ikke stortalentets vej i foråret, hvor Schwartau blot fik spilletid i to kampe, og det var også noget, som Jesper Sørensen blev spurgt ind til i løbet af sidste sæson.
Bedst at komme til EM
Schwartau nåede lige at vise sig frem i to testkampe for Brøndby her i sommeropstarten, inden han lørdag sammen med resten af U19-landsholdet fløj mod Nordirland, hvor man for første gang skal spille en slutrunde i dansk U19-sammenhæng.
Her håber Schwartau at spille en nøglerolle for et særdeles afbudsramt dansk landshold. Mange spillere har nemlig fået nej til at deltage i slutrunden, fordi klubberne ikke har givet lov, men Schwartau har fået grønt lys af Brøndby.
Skal man så lægge noget i det, at Schwartau får lov til at rejse afsted og dermed misse sæsonstarten for Brøndby? Det gør Schwartau i hvert fald ikke.
- Nogen får et nej og andre får et ja. Mit fokus er gøre en forskel, der hvor jeg er.
- Jeg har talt med trænerne i klubben, og vi kom frem til, at det bedste for mig er at komme med til EM og forhåbentlig få vist mig godt frem og komme tilbage og være klar til at spille igen.
Spændingen lyser ud af ham, mens interviewet er i gang. Det kunne et træningspas på Valby Idrætspark i et ekstremt regnvejr end ikke ændre på. Her er en spiller, som skal vise sig frem på den største talentscene, og han siger selv, at han forhåbentlig kan bidrage med mål og oplæg i turneringen, hvor Danmark i gruppespillet møder Spanien, Frankrig og Tyrkiet.
Schwartau spillede senest for U19-landsholdet tilbage i maj, hvor han med to scoringer var med til at smadre Tyskland hele 5-1. Den udgave vil landsholdet også håbe at se, når det går løs lige om lidt.
Danmark indleder turneringen på tirsdag mod Spanien.