– Utroligt at jeg stadig spiller fodbold

Petter Andersson sænkede søndag FC København og skød på samme tid FC Midtjylland til tops i Superligaen. Den svenske midtbanespiller har genfundet fodboldglæden og har med sine stærke præstationer i FCM-trøjen oven i købet gjort sig særdeles attraktiv på transfermarkedet.

Men timingen har ikke altid været med svenskeren, der en overgang helt frygtede for karrieren.

Tipsbladet mødte i januar Petter Andersson til en snak om blandt andet de meget tunge perioder i karrieren.

Få hele historien her:
 

Hvis vi skal tro diverse boligblade og tv-programmer, siger et menneskes bolig meget om, hvem han eller hun er.

Den tese passer tilsyneladende godt på svenske Petter Andersson, der i et halvt års tid har været på kontrakt i FC Midtjylland med fast spilletid på den centrale midtbane.

Det er ikke så meget det indre i huset, hvor svenskeren bor med sin kæreste og deres få måneder gamle søn, som det er omgivelserne, der vækker genkendelse, når man kender lidt til svenskerens forhistorie.

Den lille familie har valgt at slå sig ned få hundrede meter fra en skovomkranset sø, og få områder i Danmark byder på mere natur inden for gå- og cykleafstand fra huset i en forstad til Silkeborg. Og det er langt fra tilfældigt, for Andersson kommer fra Norrland, som man kalder den tyndt befolkede nordlige del af landet, nærmere betegnet fra Ljusvattnet, en lille naturskøn landsby med et par hundrede indbyggere klods op af to søer.

”Jeg elsker Ljusvattnet. Der er masser af bjerge, skov og vand. Hvis man ikke er vokset op der, er det nok lidt kedeligt. Men jeg har jo alle mine interesser derfra. Jeg fisker stadig, fordi det er nemt. Jagt er lidt sværere. Fra jeg var en lille dreng var jeg ude med min far og onkel, hvor vi jagede elge, harer og ræve. Det har jeg gjort siden barndommen,” siger Petter Andersson.

”Da vi kom hertil i sommer, boede vi inde i Herning. Vi boede på hotel, og vi ville gerne bo i hus. Vi var ude at kigge på huse i Herning, men fandt ikke noget, vi virkelig ville have. Og så fandt vi det her via Bak [Kristian Bak, FCM’s anfører], som boede her. Her er roligt, her er af skov og natur, og det er jeg virkelig glad for,” siger Petter Andersson.

”Holland er meget åbent, og der er meget land og marker. Det her føles mere som hjem, det er mere mig. Jeg kan godt bo i en storby. For eksempel er Århus rigtig god, det synes jeg om. Men bor jeg ikke i en storby, vil jeg gerne bo et mindre sted, hvor der er meget natur, og hvor man kan tage den med ro,” siger Petter Andersson.

De fede tider 
i Hammarby
Petter Andersson er på mange måder den samme, som før han tog til Holland i august 2008. Eller fra før han forlod de trygge omgivelser i Ljusvattnet og Norrland tilbage i 2003 for at tage til storbyen Stockholm som 18-årig. Og på nogle få – men vitale – punkter er forandringen næsten total.

Det var overhovedet ikke meningen, at Petter Andersson skulle spille for FC Midtjylland.

Tilbage i 2008 var den tidligere engelske landsholdsmanager og dengang nyudnævnte Twente-træner Steve McClaren på Södermalm i Stockholm for at se på Andersson, og da FC Midtjylland i januar 2008 købte Ken Fagerberg for et beløb på knap 10 millioner kroner, havde Jens Ørgaard og trænerne gjort alvorlige overvejelser om at købe Andersson i stedet for omtrent samme beløb.

Men det var ikke danske klubber, det handlede om dengang for Petter Andersson. Han var den varmeste spiller på et Hammarby-hold, der havde seriøse forhåbninger om at spille med i toppen af Allsvenskan, og 10’eren Petter Andersson drømte om at spille i La Liga efter et stop i en mellemstor liga.

Som for holdkammeraten og den nuværende Randers-spiller Charlie Davies var der snak om fransk fodbold, men det blev Groningen, der løb med den offensive midtbanespiller, og meget tydede på, at den dengang 23-årige svensker ville få opfyldt sin sydeuropæiske drøm i en fart.

”Det gik bare en vej det første halve år. Jeg scorede fem mål i de første otte kampe, det tordnede bare derudaf,” siger Petter Andersson, der blev udtaget til det svenske A-landshold mod Portugal men ikke kom i kamp.

I det hele taget havde ”Ljusvattnets Henry”, som den meget hurtige midtbanespiller blev kaldt, altid haft heldet med sig, som han sagde i efteråret 2008 i forbindelse med pladsen på A-landsholdet. Det skulle meget hurtigt ændre sig.

25. januar 2009 førte Groningen 1-0 hjemme mod Ajax efter 80 minutter, da Petter Andersson blev skiftet ind. I overtiden gik Andersson ned i en tackling, fik en Ajax-spiller ned over venstre ben og rev korsbåndet over i knæet, og der gik 636 dage, før svenskeren igen spillede førsteholdsfodbold for Groningen.

”Det var egentlig ikke så slemt med den første skade. Den accepterede jeg. Selvfølgelig var det kedeligt at få en korsbåndsskade og være ude i seks-ti måneder og derefter bruge flere måneder for at finde formen. Men det var ok. Min motivation var jättestor under genoptræningen,” fortæller Petter Andersson.

Midt i september 2009 følte han sig frisk til comeback, som det genoptrænede venstre knæ viste sig ikke at være klar til.

”I den første kamp efter min første korsbåndsskade gjorde jeg comeback i en kamp for reserveholdet. Efter to minutter scorede jeg. Jeg fik den her følelse ”nu er jeg tilbage”,” siger Petter Andersson.

”Og så rev jeg korsbåndet over igen efter tolv minutter.”

Genser man billederne fra reserveholdskampen, kan man se holdkammerater komme hen for en trøste en åbenlyst knust Petter Andersson, der liggende på båren gemmer ansigtet i ærmet. I sekunderne, og månederne, efter troede Petter Andersson ikke, at han skulle spille fodbold igen.

”Det var rent solouheld. Jeg skulle lave en simpel vending, men knæet gled, og så gav det et ordentligt smæld. Da blev det.. Allerede da jeg lå ude på banen, vidste jeg, at det var revet over igen,” siger Petter Andersson.

”Jeg så det hele for mig. Nu ventede der et år til, og jeg havde det sådan ”det kan bare ikke ske, det kan bare ikke ske.” Da begyndte jeg at tvivle enormt på, om jeg kunne spille igen, og på at min krop måske ikke var bygget til fodbold. Jeg spillede meget ishockey som barn, og jeg tænkte, at jeg burde have satset på det i stedet. At min krop måske var bygget til hockey. Det var meget hårdt, jeg var deprimeret i lang tid. Jeg var meget tæt på at stoppe karrieren. Men jeg havde to år tilbage på kontrakten, så jeg besluttede, at jeg i det mindste ville give det en chance og se, om det gik. Hvis det ikke gik, jamen så var det sådan,” siger Petter Andersson.

Selvtillid i bund
Både som teenager på stærke hold i serie-fodbold i det nordlige Sverige og i sine første år som lærling og ny førsteholdsspiller i Hammarby havde Petter Andersson svært ved at tilgive sig selv, når han begik fejl.

”Jeg var ekstremt kritisk. Når jeg scorede to mål, så var jeg sur og rasende over, at jeg ikke scorede tre eller fire. Jeg var aldrig tilfreds. På en måde drev det mig fremad, men det var også meget negativt, fordi jeg aldrig gav mig selv lov til at slappe af,” siger Petter Andersson.

I modgang skulle der kun en fejlaflevering til, før Petter Andersson begyndte at skælde ud på sig i sin indre monolog, og da medgangen i 2008 blev afløst af hvad der føltes som evig genoptræning i 2009 og 2010, vendte selvkritikken og tvivlen tilbage.

”Forskellen er så stor, at det næsten ikke giver mening. Når jeg ser tilbage på det i dag, så er det utroligt, at jeg stadig spiller fodbold. Jeg var stort sikker på, at det aldrig ville komme til at fungere igen. Sådan havde jeg det i flere måneder efter den anden skade. Jeg tvivlede uhørt meget på mig selv, min selvtillid ramte bunden. Det har været en lang rejse, men der er sket så meget andet nyt siden,” siger Petter Andersson.

”Når det ikke var fodbold, så var det min krop. Jeg tænkte hele tiden på, hvordan mit knæ havde det, og hvad jeg kunne gøre. Det var døgnet rundt, jeg tænkte på det. Det var helt sygt. Det var hver dag i to år. Det er helt fantastisk at være kommet ud af det,” siger Petter Andersson.

Andersson kom tilbage. Og så alligevel ikke. Fra han gjorde comeback i oktober 2010 til sidste Groningen-kamp i maj 2012 spillede Petter Andersson oftere defensiv midtbanespiller eller som indhopper på kanten i stedet for som offensiv midtbanespiller. Andersson havde lovet sig selv før skiftet fra Sverige, at han ikke ville ende som andre offensive svenske midtbanespillere, der var røget ned i en sekser-position efter et skifte til udlandet. Men det var først og fremmest koblingen til de to knæskader, som Petter Andersson ville væk fra ved at forlade Groningen.

”I dag tager jeg det mere roligt, men det gjorde jeg ikke i sidste sæson i Holland. Der var det præcist, som dengang jeg var yngre. Jeg ville så meget, men det fungerede ikke. Jeg blev sur og irriteret, og jeg var meget selvkritisk. Nu har jeg mere ro på. Jeg kan bedre acceptere, at jeg ikke spiller lige godt hver gang, og at man aldrig kan spille en 100 procent perfekt kamp. Det gør ingen,” siger Petter Andersson.

”Mentalt har det været hårdt, og når jeg selv forsøgte at bearbejde det og slå tvivlen ud af hovedet, mindede spørgsmålene om mit knæ mig hele tiden om skaderne. Jeg ville ikke kobles til den skade længere, for jeg var rask og klar igen. Men jeg fik aldrig lov til helt at blive raskmeldt i Groningen på en måde,” siger Petter Andersson.

Læs resten af historien – på næste side
 

FCM i stedet for Champions League
Svenskeren havde kontraktudløb med Groningen sidste sommer. De ville forlænge, Andersson ville prøve noget nyt, og det nye blev FC Midtjylland.

Hverken dengang eller i dag ligner det et oplagt valg. Der var større klubber rundt om i Europa, der var klar, og i Farum var sportschef Jan Laursen klar til at give Andersson Champions League-fodbold hos de danske mestre. Så hvorfor FC Midtjylland i stedet for ny bopæl i København?

”Vi skulle være forældre for første gang, og med den graviditet ville vi gerne et sted hen, hvor det føltes trygt at komme til. Vi fulgte vores mavefornemmelse. Havde jeg ventet lidt længere, jeg kunne jo have ventet til efter EM…Jeg ville gerne træffe en afgørelse tidligt, så alt var på plads, når vi skulle være forældre,” fortæller Peter Andersson.

”Det havde da været fedt at spille Champions League, men jeg gik udelukkende efter hvad der føltes rigtigt.”

Det har næppe gjort nogen skade, at FC Midtjylland ville binde sig til en længere kontrakt end FCN, og så var FCM’s cheftræner Glen Riddersholm tilsyneladende god til at sælge projektet med den tre mand store centrale midtbane, FCM bruger.

”Jeg ville prøve noget nyt, og jeg ville finde gnisten igen og genfinde mit gamle jeg. Glæden til fodbold ville jeg have tilbage, og den har jeg fået. Det är riktigt cool. Jeg er blevet far, jeg er kommet til en ny klub i en ny liga, og jeg har fået min glæde tilbage. Derfor har jeg det rigtig godt i dag.”

I de første to måneder i FC Midtjylland krævede det vist et mangeårigt medlemskab af Black Wolves eller en bestyrelsespost i klubben for at se, at Petter Andersson kunne afløse Jakob Poulsen. For Andersson spillede skidt, eller rettere sagt anonymt, hvilket er lige så skidt på et hold, hvor de få erfarne folk skal bære Superligaens yngste trup.

Petter Andersson i topform kan som fodboldspiller minde meget om Mikkel Thygesen anno 2006 eller foråret 2012, da Thygesen med løbevilje, en god tophastighed og mod til at afslutte var en offensiv Superliga-profil. Men Andersson var langt fra i topform fysisk og psykisk.

”Min mormor havde kræft, og min kærestes mormor havde kræft. De lå på samme sygehus oppe i Norrland. Min kæreste var gravid, vi skulle finde en ny klub, og der var bare så meget. Vi skulle flytte fra Holland, og da jeg kom til FC ttMidtjylland, var jeg ikke helt fokuseret. Vi var oppe hos dem i Norrland på ferie, når det var muligt. Da jeg kom hertil, tog vi straks videre på træningslejr i Tyskland, hvor min mormor døde. Så kom vi hjem til Danmark,” fortæller Petter Andersson.

”Jeg var med i sæsonpremieren mod FC København, og derefter tog jeg direkte videre til Sverige, hvor vi blev forældre. Dagen efter vi blev forældre døde min kærestes mormor så.”

”Der skete så meget, at jeg aldrig rigtig nåede at reflektere over, at jeg skulle være far. Jeg nåede ikke at nyde at blive far, for der var hele tiden noget, der skulle på plads eller løses. Jeg var hele tiden stresset,” siger Petter Andersson.

”Jeg var overhovedet ikke fokuseret. Da de kom hertil, ville jeg gerne have, at jeg havde alt på plads for os. Men efter at de kom til Herning, boede vi tre-fire uger yderligere på hotel. Vores dreng var ti dage gammel, da de kom. Det var bare stress. Vi skulle have et hjem. Og der skete rigtig meget, det var bare et stort kaos.”

Siden det tidlige efterår er Anderssons præstationer på banen ændret mærkbart, og ændringen begyndte samtidig med, at familien fandt huset i Silkeborg og slap for at bo på hotel.

Som mange andre fodboldspillere med babyer sover Petter Andersson i et separat rum natten før kampe for at være frisk. Men ud over at stjæle lidt nattesøvn af og til, og at børn i vuggestue og børnehave har det med at slæbe forkølelse og influenza hjem i tide og utide, giver sønnen Henry og faderrollen efter Petter Anderssons mening en ekstra, positiv dimension som fodboldspiller.

”Før kom jeg hjem og sad og tænkte kampen igennem. ”Hvorfor gjorde jeg sådan og sådan, og hvorfor gik kampen, som den gik.” Nu kommer jeg hjem, ser på min dreng og forstår, at fodboldspillet kan vente til i morgen,” siger Petter Andersson.

”Det har været godt for mig, at jeg har fået noget andet end mig selv at fokusere på. Det gør, at jeg opfatter spillet anderledes. Det er en stor del af forklaringen på, at jeg nu nyder at spille fodbold, som jeg gør. Jeg kan adskille de to verdener, fodbold og privatlivet. Før var alt fodbold.”

Kaos blev afløst af en stabil hverdag i løbet af september, og mens FC Midtjylland som helhed er sunket ned i tabellen og dybere ned i et økonomisk morads af svigtende indtægter og behov for ny kapital, er det gået stadigt bedre for Petter Andersson som individ.

Bedre i dag
Han håber, at hans personlige medgang fortsætter, og at han ligesom sin forgænger på pladsen Jakob Poulsen kan løfte klubben, begyndende i et svært forår med fire point til nedrykningsstregen og møder med dumpekandidater SønderjyskE og Brøndby samt de to eneste guldkandidater FC København og FC Nordsjælland (to gange) i de første fem runder.

”Vi trives godt her. Det er nemt som svensker at bo i Danmark. Jeg har nogle fantastiske holdkammerater, og deres kærester og koner har hjulpet min kæreste og mig med alt muligt. Det er så godt. Det her er jo næsten som Sverige, ud over sproget. Jeg lærte en del dansk i Holland af danskerne, så for mig var det ret let. Min kæreste har så haft det lidt sværere, men det går godt nu,” siger Petter Andersson.

Han håber på at fortsætte vejen væk fra prædikatet som den skadede svensker. Han har ikke fået målt og ved ikke, om han kan spurte lige så hurtigt, som han kunne i 2008, men han ved, at han mangler lidt ekstra energi, før han bliver den samme store offensive trussel som i succesåret 2008.

”Jeg er blevet en klogere spillere. Da jeg var i Hammarby, var der kun fodbold, fodbold og atter fodbold i mit hoved. Jeg ville være udlandsprof, jeg skulle være bedst. Det var det eneste, jeg gik op i. Med skaderne i Holland har jeg indset, at der findes andet i livet. Men jeg synes, at jeg er en bedre spiller end i Hammarby-tiden. Det er en god fodboldskole, man kommer i i Holland, i hvert fald individuel. Så jeg synes, jeg er mere komplet. Jeg mangler så de sidste procent i forhold til i Hammarby, hvor jeg havde det her fantastiske drive, der gjorde mig farlig. Det begynde at komme efter at have været helt væk i fire år. Jeg har fået det her sug tilbage, det med at ville vinde og være bedst,” siger Petter Andersson.

”Jeg har mangler den her fornemmelse af, at jeg bare vil vinde alle dueller. Man får en særlig følelse i kroppen, når man kommer ind i det flow, jeg havde i Hammarby. Man kører bare og spiller, uden at man tænker over tingene. Bare fuld gas. I de sidste år har jeg tænkt, tænkt og tænkt. På hvorfor det ikke fungerer. Og så kommer det ikke. Siden jeg kom hertil, har jeg igen været i stand til at spille på mine styrker som spiller. Det har jeg manglet i lang tid, og det er dejligt at have fået det tilbage.”

Petter Andersson er optimist, både derhjemme og når han er på arbejde i FC Midtjylland. Trods et skidt efteråret tror han på, at en skadesfri FCM-trup kan hente mange point i foråret, og så håber og regner han med at spille en til gang uden for Skandinavien om et par år, ligesom Jakob Poulsen kom til med sidste sommers skifte til Monaco.

”Jeg håber på at komme ud igen. Sidste år i Groningen følte jeg, at det gik ok fint. Det var slet ikke dårligt eller noget. Men det der drive, som jeg tidligere har haft, det manglede jeg. Det skal jeg finde tilbage til, og for at gøre det, havde jeg brug for at komme et nyt sted hen. Jeg ville finde et sted, hvor det var sjovt at spille fodbold. Og det har jeg fundet her. Så håber jeg at gøre det så tilpas godt, at jeg kan komme afsted igen til en større liga og klub. Det sigter jeg efter.”