Der er et eksempel som Casper Tengstedt, hvor vi tjener for lidt, fordi vi sælger ham til AC Horsens billigt med en stor videresalgsklausul. Så sælger de ham billigt til Norge [Rosenborg BK], og så sælger de ham rigtig, rigtig dyrt til Benfica. Og det tjener vi jo ingen penge på. Så skal vi jo på en eller anden måde finde en løsning. Hvordan tjener vi lidt mere på alt det, vi investerer? Og det er jo det, Red Bull har været gode til, og som City Football Group har været gode til.”
FCM-direktør Claus Steinleins ord faldt tirsdag eftermiddag på et stort anlagt pressemøde i klubbens nye, hundedyre og særdeles lækre træningsanlæg.
Her skrev FC Midtjylland ny dansk fodboldhistorie ved at sige farvel til Matthew Benham, der havde været hovedaktionær siden 2014, og goddag til Anders Holch Povlsen.
Han er Danmarks rigeste mand, og så har han købt en klub i sit hjemland, og endda tæt på Bestsellers hovedkvarter og rødder i lokalområdet.
Men tirsdag eftermiddag var samtidig også farvel til et klubsamarbejde med Brentford og goddag til et nyt i form af den portugisiske klub Mafra, der nu også er ejet af Anders Holch Povlsens selskab Heartland.
At gå fra en udenlandsk ejer med en Premier League-klub i porteføljen til en med lokale rødder går stik mod trenden i international fodbold.
Men til gengæld er det lige i tidens ånd med en samarbejdsklub i Portugal, hvor FC Midtjylland nu vil fostre fremtidige Superliga-spillere, som Claus Steinlein var inde på, og som vi kommer til at udforske yderligere i denne artikel.
Og FC Midtjylland er langt fra alene om at se beundrende på City Football Group og Red Bulls fodboldprojekt, eller at arbejde intenst med, hvordan man selv kan høste fordelene af at eje to eller flere klubber og at kunne koordinere arbejdet på transfermarkedet med en eller flere andre klubber.
Red Bull kickstartede modellen
Klub-samarbejder, bedre kendt på engelsk som multi-club ownership (MCO), er ikke noget nyt fænomen.
Den mest hyppige model er den, Red Bulls fodboldorganisation blev pionér for, da man i 2005 købte Austria Salzburg.
De færreste går så langt som Red Bull, der fileterede traditionsklubben og dens mangeårige historie, og gik meget længere end blot at rebrande klubben efter koffein-drikken, grundlæggeren havde fået ideen til på en ferie i Thailand.
Det vakte resten af den østrigske fodboldverdens enorme vrede, og det blev kun værre, da Red Bull først købte et hold i New York i 2006 og siden den totalt ukendte klub SSV Markranstädt i femtebedste række i Tyskland i 2009, som man flytte til Leipzig og kaldte RasenBallsport Leipzig.
Red Bull Salzburg og RB Leipzig mødtes i Europa League i efteråret 2018. Her Yussuf Yurary Poulsen og Red Bull-pionéren Ralf Rangnick.
Mistanken var straks, at Red Bull Salzburg skulle sende spillere til Leipzig med tanke på det langt større sportslige og økonomiske potentiale i Bundesligaen, og at Leipzig på et tidspunkt ville blive storebror i samarbejdet.
Koncernen har også haft et fodboldakademi i Ghana og arbejder tæt sammen med partnere i Vestafrika for at spotte talenter der, og i 2019 købte man så Bragantino i næstbedste række i Brasilien og har siden forvandlet den klub til en af Brasiliens stærkeste og mest veldrevne i et ellers meget kaotisk fodboldsystem.
Red Bulls speciale har været at spotte lovende spillere så tidligt som muligt og at uddanne dem i Red Bulls data-inspirerede spillestil.
En stil, der lægger stor vægt på ekstremt målrettet og hurtigt spil frem mod modstanderens straffesparksfelt kombineret med et ultra-aggressivt presspil, der også inspirerede Jürgen Klopp og har været en af de stærkeste taktiske tendenser overhovedet i fodboldverdenen i de seneste 10 til 15 år.
En stor del af konceptet har også været at flytte spillere og dele viden om transfermarkedet såvel som trænere, ledere og spillestil på tværs af klubberne.
Og det har inspireret mange andre.
City Football Group (CFG) blev til fra 2008 og frem, da emiratet Abu Dhabi købte Manchester City. Man fandt hurtigt frem, at det ville give mening at eje flere klubber end blot City, og processen blev speedet op, da Abu Dhabi og Manchester City hyrede FC Barcelonas tidligere direktør Ferran Soriano og sportsdirektøren fra samme sted, den tidligere topspiller og Laudrup-holdkammerat Txiki Begiristain.
I Manchester City og CFG kunne de udleve Sorianos drøm om at skabe et globalt sports-imperium, hvor klubber arbejdede tæt sammen på alle niveauer under en central ledelse.
I dag er CFG det nok største klub-samarbejde i verden, selv om man endnu ikke har det samme intense samarbejde i to stærke europæiske topklubber, som Red Bull har i klubberne i Leipzig og Salzburg.
Der kommer flere og flere
I den samme periode omkring dannelsen af City Football Group gjorde Udineses ejere, familien Pozzo, sig bemærket ved at købe Watford i Championship i England og flytte et vildt antal spillere mellem det nordlige Italien og det nordlige London.
Og det var langt fra tilfældigt, at Claus Steinlein i denne uge trak på Red Bull og City Football Group, da han skulle forklare FC Midtjyllands og den nye ejer Anders Holch Povlsens køb af den lille klub Mafra i Portugal.
Manchester City vandt i år Champions League for første gang og har vundet syv mesterskaber med City Football Group som ejer, heraf fem de seneste seks Premier League-sæsoner. Red Bull Salzburg har vundet 10 mesterskaber i træk i Østrig, og i Tyskland har RB Leipzig vundet to pokaltitler i streg og sluttet i Top 4 i de fem seneste sæsoner.
Klubbernes spillere og tidligere trænere og ledere er spredt ud over fodboldverdenen.
Ferran Soriano (til venstre) og Manchester City-formand og topchef i City Football Groups moderselskab Khaldoon Al Mubarak (til højre) med Josep Guardiola og Champions League-pokalen efter sejren over Inter 10. juni.
For ud over, at CFG med den klare spanske rygrad og siden 2016 Josep Guardiola som nyt fyrtårn og symbol på den spanske, boldbesiddende stil, har inspireret utallige klubber og trænere, ligesom Red Bulls presspil og direkte angrebsspil har gjort det, tiltaler og inspirerer de to klubsamarbejders måde at flytte spillere rundt på transfermarkedet mange andre.
”Vi har talt os til omkring 290 klubber i verden, der er del af af en multiklub-model. Det tal er især steget i de seneste tre-fire år, og det ikke mindst i takt med, at der er kommet mange amerikanske investorer ind på fodboldmarkedet i Europa men også på andre kontinenter. Vi satte en foreløbig rekord i 2022 for antallet af klubber, og jeg er ret sikker, at vi når et højere tal her i 2023, når vi opgør tallet af klubber i MCO-samarbejder igen,” siger Fernando Roitman, der er leder for CIES Sports Intelligence, et analyseinstitut specialiseret i at følge og undersøge sportslige og økonomiske tendenser i fodboldverdenen.
”Og ærlig talt, så tror jeg ikke, vi har det fulde overblik over alle multiklub-modellerne og samarbejderne i fodboldverdenen. Den aftale med FC Midtjylland og Mafra kendte vi ikke til, før I kontaktede os,” siger Fernando Roitman.
I en artikel publiceret af Play the Game tidligere i år blev det anslået, at 9.000 spillere er på kontrakt i MCO-klubber, og det estimat sandsynligvis var betydeligt lavere end det reelle tal.
”Multiklub-samarbejderne er i det store billede dukket ret pludseligt op i de seneste år, hvor der er kommet flere og flere til. Og jeg er ikke i tvivl om, at de er kommet for at blive. Jeg ved, der er mange bestyrelser derude lige nu, der også overvejer, og det her er en forbigående tendens, eller om de skal til at hoppe ombord. Og jeg tror, flere vil kaste sig ud i klubsamarbejder i de kommende år,” siger Allan Gaarde, der er partner i sportskonsulent-firmaet onenexus og tidligere topspiller og sportsdirektør i AaB.
Flytter spillere rundt
Fælles for langt de fleste af disse multiklub-ejerskaber er grundtanken om, at man får ekstra fordele ved at flytte spillere mellem de klubber, man ejer helt eller delvist eller har et andet form for samarbejde med.
Hvis en spiller ikke er god nok til Manchester Citys førstehold, kan han spille for et af City Football Groups mange andre hold i verden.
En anden grundtanke er et forsøg på at kontrollere spiller- og transfermarkedet. 25 pladser på førsteholdet, et reservehold og et par hold i U/17- og U/19-alderen føltes som alt for lidt for eksempelvis Red Bull og CFG, da det selv med verdens bedste talentspejdere og viden om at finde og træne teenage-talenter er svært at vide, hvem der bliver god nok til at vinde mesterskaber og kampe i Europa-turneringerne.
Allerede for år tilbage havde CFG direkte og indirekte kontrol med over 1.000 spillere ifølge Tipsbladets kilder, og tæller man op i det væld af reservehold og samarbejdsklubber, Red Bull og CFG har i folden, har man også formelt adskillige hundrede spillere, man kan udvikle og håbe på bliver gode nok til enten City eller Leipzig og Salzburg, eller man alternativt kan sælge med en god avance.
Tony Bloom (med halstørklæde og hue) har haft stor succes som ejer af Brighton Hove&Albion.
Og det har altså inspireret et trecifret antal klubejere og klubber til at kaste sig ud i versioner af MCO, ikke mindst klubejere med forbindelse til klubber i Premier League og Championship, hvor klubejere i MCO-samarbejder køber spillere, der ikke første omgang kan få spilletilladelse i England efter Brexit, men som kan få det efter at have spillet et par år i eksempelvis Belgien, Portugal eller Danmark.
”Der er jo nogle gode eksempler som Red Bull og Tony Bloom, der ejer Brighton og Union Saint-Gilloise i Belgien, og hvor begge klubber har haft stor gavn af de spillere, Bloom har købt, placeret i Belgien i et år eller to, og så flyttet til Brighton. Det er eksempelvis Kauru Mitoma, der er fremragende for Brighton nu efter at have spillet først for Union Saint-Gilloise,” siger Steve Menary, en britisk journalist med stor erfaring og ekspertise i at følge og dække multiklub-ejerskaber.
Denne sommer forsøger Brighton den samme manøvre med den tidligere FC Nordsjælland-spiller Simon Adingra, der blev købt i Superliga-klubben i sommeren sidste år og var en af de største profiler for Union SG i Belgien i 2022/23 på en lejeaftale fra Brighton, en aftale der blev indgået i samme åndedrag som købsaftalen i Farum.
”Problemet er bare, at der er alt, alt for mange ejere, der overhovedet ikke har forstand på, hvordan fodboldbranchen fungerer, eller hvordan de skaber succes på den måde, det er sket i de få succeshistorier inden for multiklub-ejerskaber,” siger Steve Menary.
Inflation
Når flere hundrede klubber i især Europa forsøger at skaffe sig fordele gennem transfermarkedet og ved at flytte spillere rundt mellem klubber, de kontrollerer, har det naturligvis en effekt på markedet og på fodboldspillet.
”Multiklub-ejerskaberne har medført, at der er flere aktører på markedet, og at der er et større fokus i dag på at købe yngre spillere, end der var tidligere. Det smitter af på en klub som Real Madrid, der var berømmet for Pérez' Galácticos-model, men som nu i gennemsnit henter deres spillere ind som 23-årige. Eller på Manchester United, når de skifter indkøbsstrategi og går efter 20-årige Rasmus Højlund, fordi der er et fremtidigt potentiale i ham, frem for at købe 30-årige Harry Kane for 100 millioner euro. På den måde har multiklub-ejerskaberne været med til at øge hastigheden i omsætningen af spillere og en stigning i priserne på transfermarkedet,” siger Jesper Jørgensen, der er partner og økonom ved konsulentfirmaet Deloitte.
Det er dokumenteret, at både priserne på fodboldspillere og antallet af spillere, der skifter klub i hvert transfervindue, har været støt stigende i de seneste 10-12 år.
Det er også dokumenteret sort på hvidt, at spillere i samme tidsperiode er blevet flyttet oftere og oftere over landegrænser, og den tendens er multiklub-ejerskaberne med til at forstærke, mener en ekspert.
”Det er ofte en del af modellen, at man flytter en masse spillere til en klub i samarbejdet i et andet land. Og så skal den klub spille med disse ofte unge spillere for at udvikle dem og sende dem tilbage eller videre. Det er sådan noget, der skaber tvivl om den lokale forankring af klubberne og om hele fodboldens økosystem,” siger Fernando Roitman fra CIES Sports Intelligence.
Spekulerer i klubber og transfers
Multiklub-modellerne er altså med til at skubbe til flere af de udviklingstendenser, mange er bekymrede over i disse år, men modellen med flytte spillere rundt mellem partner-klubber skaber også en række mere konkrete problemer.
”Jeg er bare nødt til at sige, at mange af de her investorer fra kapitalfond-verdenen i USA, de har absolut intet begreb om, hvordan europæisk fodbold fungerer. Mange af de her investorer har en vej ud igen i det sekund, de træder ind ad døren. Meget af den her interesse, de har, er i at flytte spillere rundt, og så kan de sagtens være ude af døren igen allerede om to-tre år,” siger Steve Menary.
Esbjerg er en af de klubber, der har oplevet bagsiden af et multiklub-ejerskab, hvor ejerne i Pacific Media Group tilsyneladende ikke havde styr på niveauet i dansk fodbold og den kvalitet af nye spillere, man hentede til klubben. EfB spiller for anden sæson i streg i 2. Division.
”Det er ikke ulig aktiespekulation. Der er den her idé om, at hele branchen omkring europæisk klubfodbold og transfermarkedet kommer til at stige endnu mere i værdi i de kommende år, og så køber man sig ind, som var det en aktie eller en lodseddel, man som ny klubejer købte, ligesom de her investeringer i spillere bliver set som lodsedler i jagten på en jackpot på transfermarkedet.”
”Jeg har mødt nogle af de Brøndby-fans, der er kritisk indstillede over for David Blitzer og Global Football Holdings køb af Brøndby IF. Jeg tror ikke så meget, det er dem og deres handlinger, de er nervøse for. Det er nærmere, hvem de nye ejere har tænkt sig at sælge klubben til næste gang. De kunne jo i teorien sælge Brøndby til en rig investor fra Mellemøsten, der har helt andre motiver for at gå ind i fodbold,” siger Steve Menary.
”Der er en tendens til, at mange ejere undervurderer, hvor svært det er at få succes med de her multiklub-modeller. Det er ikke bare et spørgsmål om penge, man skal også have folk med forstand på alt i forhold til at drive en topklub. Det er scouting, træning, transferarbejde, samarbejdet på tværs af klubber. Det er så svært. Red Bull og City Football Group har de dygtigste eksperter i verden ansat i deres klubsamarbejder, og selv de steder har de begået masser af fejl. Det er så svært at få succes med den model,” siger Jesper Jørgensen fra Deloitte.
Konkurrenceforvridning
Flere kilder, Tipsbladet har talt med, peger på muligheden for at spekulere i skat ved at prissætte spillere i transfers, så man rundt omkring i klubberne i samarbejdet samlet slipper så billigt i selskabsskat som muligt.
Sportsligt er det i flere tilfælde sket, at spillere er blevet flyttet fra én klub til anden, alt efter hvor det var vigtigst at få resultater på kort sigt. De russiske ejere af klubberne Pafos (Cypern), FC Riga (Letland) og Rodina Moskva har i flere omgange flyttet spillere mellem sig på tidspunkter, der så opportune ud i forhold til, at Pafos følger samme turneringskalender som her i Danmark, mens FC Riga spiller kalenderår i Letland.
David Blitzer (til højre) er del af den gruppe investorer, der er ved at købe NFL-holdet Washington Commanders for omkring 45 milliarder kroner. Og så står han i spidsen for Brøndbys majoritetsejere i Global Football Holdings.
Det med at kontrollere flere klubber ad gangen har også været noget, UEFA har været under pres for at få styr på, og som det europæiske forbund fik kraftig kritik for, da Red Bull Salzburg og RB Leipzig fik lov at spille Europa League samtidig i 2018.
Red Bull Salzburg har samarbejdsklubben FC Liefering i næstbedste række, og i Danmark vakte det stor vrede i klubberne i 1. Division og også i Superligaen, da FC Midtjylland og Fredericia i 2018 indgik en samarbejdsaftale, der har ført til 19 transfers (næsten udelukkende lejeaftaler) fra FCM til Fredericia siden da.
”Vi risikerer, at den kompetitive balance kan blive forvredet, hvis man misbruger den magt, man har opnået. Fodbold kommer ud af en drøm om, at alle kan vinde. Og den drøm må vi ikke slukke ved at multiklub-samarbejder misbruger den position, som de får,” siger Allan Gaarde.
Tvang og omgåelse af reglerne
Man kan også overveje, i hvor mange tilfælde, spillere er blevet flyttet til klubber i multiklub-samarbejder mod deres vilje.
At sportens organisationer har indført begrænsninger i antallet af lejeaftaler mellem klubber hang direkte sammen med, at man ikke ville have multiklub-samarbejder til at hamstre spillere eller flytte spillere rundt mod deres vilje.
FIFA indførte reglerne for begrænsning i antal udlejninger mellem klubber for at begrænse samarbejdet mellem klubber om at dele spillere.
Det er ikke meldt ud officielt, men signalet fra de store organisationer har blandt andet været, at det var for at gøre multiklub-samarbejderne mindre attraktive, og for at inddæmme deres indflydelse på fodbold. Og så ikke mindst for at beskytte spillerne mod risikoen for at blive rykket fra klub til klub helt eller delvist mod egen vilje.
Men virker det?
Ser man på Red Bull-klubbernes transfers denne sommer, holder man sig pænt til begrænsningen til tre lejeaftaler mellem klubberne, og det samme har FC Midtjylland gjort både i år og sidste år med afskibningen af spillere til Mafra.
Islandske Elias Ólafsson er den mest erfarne af de spillere, der er rykket fra FC Midtjylland til CD Mafra i Portugals næstbedste række.
Men ved siden af skifter et væld af spillere på faste aftaler, og det virker tydeligt, at intentionen er at hente de bedste spillere tilbage, uanset om de er lejet ud eller skiftet permanent, hvilket både FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein såvel som sportsdirektør Svend Graversen tydeligt har sagt og signaleret i interviews med Tipsbladet.
”FIFA har forsøgt at komme den store udveksling af spillere på låneaftaler til livs ved at indføre strammere regler for antallet af spillere på udlån. Man må maksimalt udleje tre spillere til den samme klub jævnfør FIFA’s nye regler på området. Det synes vi grundlæggende er fornuftigt,” siger Michael Sahl, direktør i Spillerforeningen.
”Men når vi læser reglerne, så er der ikke specifikt taget højde for udveksling af spillere mellem såkaldt relaterede klubber. Derfor kan det se ud som om, at to relaterede klubber kan komme udenom disse regler om udveksling af lånespillere ved blot at aftale købsaftaler med tilbagekøbsklausuler eller lignende. Er det tilfældet, at man bare gør det proforma, så er man jo lige vidt i forhold til tidligere, og det ser vi ikke som hensigtsmæssigt.”
Skrappere regler på vej
I Divisionsforeningen har direktør Claus Thomsen fulgt udviklingen i dansk og international fodbold tæt.
Han vurderer, at der er behov for ekstra regulering af området omkring multiklub-samarbejderne og den måde, de flytter spillere mellem sig.
”Grænserne for antallet af lejeaftaler og hele den transferreform, der er sat i gang, ser jeg som noget positivt. UEFA ser i øjeblikket nærmere på, hvordan man kan regulere området. UEFA’s fokus er på, at spillertransfers mellem klubber med sammenfaldne investorer skal gennemføres og bogføres til reelle værdier. Det svarer på sin vis til de reguleringer, som findes i erhvervslivet generelt omkring transfer pricing,” siger Claus Thomsen.
Transfer pricing er et begreb fra erhvervslivet, hvor tilknyttede selskaber skal gennemføre handler og bogføre dem til de korrekte værdier i forhold til, hvad noget er værd.
I fodbold-sammenhæng kunne det oversættes til et tænkt eksempel, hvor Al-Hilal og Newcastle United, begge ejet af Saudi-Arabiens statslige investeringsselskab PIF, blev enige om, at Neymar til januar skifter til Newcastle for én euro, selvom brasilianeren i denne uge kostede 90 millioner euro i transfer-betaling fra Al-Hilal til Paris Saint-Germain. Det ville næppe blive betragtet som Neymars reelle pris, hvis der blev indført klare regler om transfer pricing i international fodbold.
”Overordnet set er det en god idé at få indført sådanne tiltag, også fordi det handler om turneringernes integritet. Den er vigtig at bevare,” siger Claus Thomsen.
I Spillerforeningen håber man, fodboldens parter arbejder videre med nye regler, der specifikt er målrettet multiklub-ejerskaber.
”Generelt mener vi i Spillerforeningen, at der er et behov for en dialog blandt sportens interessenter om multi-club ownership og de udfordringer, den model skaber for fodbolden. Modellen er ikke ny, det er et internationalt problem og noget, man har set i større og større omfang globalt. Vi kan godt være bekymrede over, hvordan sådanne konstruktioner kan påvirke konkurrencen og integriteten i kampe og turneringer, særligt også hvis udviklingen fortsætter,” siger Spillerforeningens direktør Michael Sahl.
Det er kommet for at blive
Vil nye regler fungere?
Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen peger på en model, som sikrer, at transfers gennemføres og bogføres til reelle værdier, fordi den potentielt er til at måle, men det er bare svært at regulere fodbold, mener Allan Gaarde.
”Jeg sad en gang og talte med en af ophavsmændene til Financial Fair Play [UEFA-regler, der regulerer, hvor mange penge, klubber må have i underskud og bruge på spillere], og han så systemet som en kæmpe succes. Men altså, det er ligesom med vand, der altid finder en vej uden om en barriere. Det gør fodboldklubber også. Du skal ikke fortælle mig, at klubber i eksempelvis Premier League gennem årene ikke har omgået FFP-reglerne via eksempelvis store sponsorater med relaterede virksomheder eller via andre tiltag,” siger Allan Gaarde.
”Det kan ende med at blive en yderligere byrde på fodboldverdenen, hvis man indfører ekstra regler, der skal administreres ude i klubberne og håndhæves af fodbold-myndighederne, og som bare bliver omgået alligevel,” siger Allan Gaarde.
”Jeg tror, det er for sent at gøre noget ved det nu for UEFA og fodboldens øvrige myndigheder. Ånden er sluppet ud af flasken, og vi kan ikke proppe den tilbage. For mig at se er de regler, UEFA har stillet op omkring ejerskaber og transfers, svage og utilstrækkelige,” siger Steve Menary.
