United sled sig til straffesparks-sejr over League One-hold
Foto: Getty Images
Superliga

United sled sig til straffesparks-sejr over League One-hold

Manchester United måtte onsdag ud i en straffesparkskonkurrence for at slå Rochdale i 32-delsfinalen af EFL Cup'en.

Manchester United stillede til onsdagens EFL Cup-kamp mod Rochdale op med flere erfarne navne som Jesse Lingard, Paul Pogba, Phil Jones og Wan-Bissaka, der skulle hjælpe de røde djævle med at formilde krisen mest muligt.

Dog skete der ikke meget på banen, som fjernede nogen bekymringer over situationen i klubben - i hvert fald ikke, hvis man så på måltavlen.

Ved pausefløjtet stod det nemlig stadig 0-0, selvom det dog skal nævnes, at United havde et stort overtag kampen, hvilket skudstatistikken på 16-0 vidnede om.

I anden halvleg kom United endelig på tavlen, lige da det begyndte at se kritisk ud. 

Her cuttede unge Greenwood ind fra højre siden og hamrede bolden i kassen med sit venstre ben, som ingen stadig ved om er hans stærke eller svage.

Kampen var dog på ingen måde slut.

Det sørgede den kun 16-årige højre back Luke Matheson for, da han flugtede bolden ind ved bagerste stolpe. Ja, du læste rigtigt - kun 16 år.

Derefter var der dømt panikbold hos hjemmeholdet, der gjorde alt, de kunne for at undgå ydmygelsen samt at sikre videre avancement i turneringen. Det ændrede dog aldrig på resultatet, og det hele skulle derfor afgøres i en straffesparkskonkurrence.

Her trak United det længste strå. Indskiftede Daniel James sparkede det afgørende straffespark i netmaskerne, efter keeper Sergio Romero havde nappet Rochdales andet spark.