Ung OB-målmand sagde nej AC Milan: I spil som Donnarummas afløser
Superliga

Ung OB-målmand sagde nej AC Milan: I spil som Donnarummas afløser

Andreas Søndergaard er blot 16 år gammel, men har allerede haft bud fra AC Milan, der ville gøre OB'eren til Gianluigi Donnarummas afløser. Han har dog foreløbig takket nej.

Til daglig frister Andreas Søndergaard en tilværelse som ungdomsmålmand i OB og på U17-landsholdet, men han kunne have været AC Milan-spiller. Den italienske storklub har således været i dialog med OB om at få Søndergaard til prøvetræning. Det skriver BT.

Den 16-årige OB-målmand nåede også at have en samtale med førsteholdets målmandstræner, Alfredo Magni, men Søndergaard har valgt at takke pænt nej til muligheden. Det er dog ikke ensbetydende med, at det aldrig kommer til at ske.

- Det er jo stort og helt vanvittigt at blive sat i forbindelse med Milan og som afløser for Donnarumma, men jeg tager det egentlig rimelig stille og roligt nu, hvor der er kommet en vis afklaring på det. Milan kontaktede OB for at få mig til prøvetræning, men vi har i første omgang takket pænt nej, for hvis de virkelig ville have mig, ville de forsøge at købe mig, siger Søndergaard til BT.

- Jeg har det også sådan nu, at jeg hellere vil spille fast i en mindre klub end at sidde på bænken i Milan som reserve for Donnarumma, men de sagde, at han snart skulle skydes af sted, så det er bestemt ikke en mulighed, jeg vil lukke ned for helt. Lige nu fokuserer jeg dog på OB og gøre det så godt, jeg kan, her.

Andreas Søndergaard har kontrakt med OB frem til sommeren 2019 og erklærer sig godt tilfreds med livet i klubben og det faktum, at han hver uge træner med førsteholdet en enkelt gang.

Den unge målmand har spillet ni ungdomslandskampe for Danmark: seks for U16-landsholdet og tre for U17.