Den 20-årige midtbaneslider Jens-Lys Cajuste scorede sejrsmålet, da FC Midtjylland mandag besejrede Randers FC 2-1 på hjemmebane.
Udeholdet skabte for få oplagte scoringsmuligheder, mens FCM samtidig forsvarede solidt og derfor kunne tage de tre point.
Med sejren cementerer FCM førstepladsen i 3F Superligaen med 32 point efter 13 kampe, mens FC København på andenpladsen har 28 point. Randers indtager fjerdepladsen med 20 point.
FCM havde i hele første halvleg problemer med at skabe store målchancer.
Det var i stedet Randers, der fik kampens første store mulighed efter 31 minutter.
Et hovedstød fra siden røg ind i feltet, hvor Randers-angriber Al-Haji Kamara pludselig stod helt fri foran mål, men FCM-anfører Erik Sviatchenko fik i sidste øjeblik afværget situationen med en flot skuldertackling.
Hjemmeholdets offensive esser Awer Mabil og Sory Kaba er stærke offensive kort, men de fik aldrig for alvor truet Randers-målet i første halvleg.
Til gengæld var Randers skarp fra anden halvlegs start.
I det 54. minut opstod et klumpspil i feltet efter et hjørnespark, og der var midterforsvar Simon Piesinger hurtig til at hamre bolden i kassen til en Randers-føring.
Der skulle dog ikke gå længe, før Midtjylland fik svaret igen.
Fire minutter senere brød hjemmeholdet igennem i højresiden, og her fandt et indlæg hele vejen til bageste stolpe, hvor kantspiller Mikael Anderson kunne glide udligningen i mål.
Ondt blev også værre for Randers efter 67 minutter, da midtbanespiller Jens-Lys Cajuste på kanten af feltet kunne sparke sejrsmålet i kassen med hjælp fra en Randers-fod.
/ritzau/