Han kom frem som lyn og torden i Superligaen, men i denne sæson har den 21-årige amerikaner Jonathan Amon ikke været i stand til at følge op på de flotte præstationer. Ikke fordi han ikke har kvaliteterne, men fordi han ganske enkelt ikke har haft mulighed for at spille.
Jonathan Amon døjete med muskelskader i løbet af efteråret, fordi han er så eksplosiv. Af samme årsag har FC Nordsjælland også været forsigtige med profilen og i stedet søgt at bygge ham op til at kunne klare belastningerne i musklerne. Det har man lykkedes med.
Alligevel er Jonathan Amon nu færdig for sæsonen. Amerikaneren er blevet ramt af en helt anden skade, der holder ham ude resten af sæsonen, bekræfter FCN-træner Flemming Pedersen.
Læs også:FCN-profil er først klar i 2020: Nu ved vi, hvad der er galt
- Han er blevet opereret i menisken, så han er i den grad skadesforfulgt. Vi har brugt meget lang tid på at bygge ham op for ikke at forcere noget, og så bliver han alligevel skadet. Det kommer på et tidspunkt, hvor han så ud til at være kommet i gang. Det er udelukket, at han kommer til at spille igen i denne sæson, siger en ærgerlig Flemming Pedersen til tipsbladet.dk.
Jonathan Amon har spillet bare 36 minutters Superliga-fodbold i denne sæson, og man forstår, hvis han lige nu er godt og grundigt træt af sine skader. Amerikaneren var på blokken flere steder i Europa, men lige nu handler alt om at komme tilbage på først træningsbanen og siden i kamp for Amon.
Han er i øvrigt ikke den eneste, Flemming Pedersen risikerer at skulle undvære på fredag, hvor bundholdet Silkeborg tager imod. For på midtbanen er der flere spillere, som kan være ude.
I testkampen i weekenden mod HB Køge måtte Mikkel Damsgaard og Jacob Steen Christensen sidde over med skader, mens Magnus Kofod blev skadet under opvarmning. Og der er spørgsmålstegn lige nu.
Læs også:Riddersholm giver unge chancen mod FCK: En fin lakmusprøve
- Det er 50/50 med ham. Han har ikke trænet i dag, siger Flemming Pedersen om Mikkel Damsgaards chancer for at spille på fredag:
- Kofod trænede lidt i dag og er på skånekost, og så er der "Jaxe", der har døjet med lidt. Isaac Atanga er den, der er længst væk lige nu.
Dermed lyder det ikke til, at Atanga kommer i aktion allerede på fredag for FC Nordsjælland. Den lynhurtige kantspiller var heller ikke med mod HB Køge i weekenden.
FC Nordsjælland ligger før de sidste par runder i Superligaens grundspil på femtepladsen, og klubben ligger til at sikre sig en plads i mesterskabsspillet. En sejr over Silkeborg fredag kan være nok til at indløse billetten til det sjove slutspil.
Læs også:Medie: Silkeborg-talent nærmer sig Ajax
Læs også:Danmark er en mulighed for færøsk frisparkskonge
Læs også:Ni spillere misser Superligaens tilbagevenden