Kort før pausefløjt fik det danske fodboldlandshold en kold spand vand i hovedet i Nations League-kampen mod Island.
Her gik målmand Kasper Schmeichel i græsset, efter at han var blevet ramt i hovedet af Albert Gudmundssons lår eller knæ. Efter lidt behandling fik en halvgroggy Schmeichel lov til at stå halvlegens sidste minut, men han blev skiftet ud i pausen.
Det er endnu for tidligt at sige, om Schmeichel er forhindret i at spille onsdag i gruppefinalen mod Belgien.
Landstræner Kasper Hjulmand indikerer dog en vis form for optimisme på målmandens vegne efter 2-1-sejren over Island.
- Kasper var på intet tidspunkt bevidstløs. Han var der hele tiden. I pausen var der ingen tvivl om, at han ikke skulle spille videre.
- Men han så bedre ud efter kampen, og han var med til at synge sejrssang. Vi håber alle sammen, at der ikke er sket noget alvorligt med Kasper, siger landstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde efter kampen.
I Schmeichels fravær kom Frederik Rønnow på banen til sin landskamp nummer otte - den første i to år.
/ritzau/