Video : Tipsbladet
Superliga

Tysk målmandslegende: Frankfurt bør satse på Rønnow

Den tidligere Frankfurt-målmand Uli Stein foretrækker danskeren mellem stængerne i stedet for Kevin Trapp.

Den danske målmand Frederik Rønnow står i skyggen af holdkammeraten Kevin Trapp i Eintracht Frankfurt.

Men nu opfordrer den tidligere tyske landsholdsmålmand Uli Stein fodboldklubben til at satse på den 27-årige dansker fremfor den tre år ældre Trapp.

- Trapp har i den forgangne sæson ikke levet op til forventningerne, fastslår Uli Stein til avisen Bild.

Rønnow har blot spillet ni kampe i Bundesligaen i denne sæson, mens Trapp har vogtet målet 22 gange i den bedste tyske fodboldrække, hvor klubben endte på niendepladsen.

Eintracht Frankfurt hentede for to år siden Kevin Trapp i Paris-Saint Germain på en lejeaftale, som senere blev gjort til en permanent kontrakt.

Uli Stein var allerede dengang lidt kritisk.

- Jeg sagde dengang, at han kunne blive en god mand, hvis han koncentrerede sig mindre om at være på "de røde løbere" og mere om sit job.

- Jeg har på fornemmelsen, at der er andre ting, der er vigtigere for ham, siger 65-årige Stein, der selv har en fortid i Eintracht Frankfurt.

- Det virker vigtigere for ham at være aktiv sammen med sin kæreste på de sociale medier, vurderer den tidligere målmand og foreslår, at klubben satser på Frederik Rønnow i stedet for.

Rønnow kom til Eintracht Frankfurt i sommeren 2018 fra Brøndby, men danskeren døjede fra begyndelsen af opholdet med knæproblemer. Det førte til, at klubben lejede Kevin Trapp i PSG.

Trapp endte med at sætte sig på pladsen i målet foran Rønnow.

Danskeren har også en fortid i AC Horsens og Esbjerg. Derudover er han en del af det danske landshold, hvor han er blandt reserverne for Kasper Schmeichel.

/ritzau/dpa