Troels Bech om Wilczek: Man skal ikke sætte sig til doms over andre
Sommerens hidtil største transferbombe i dansk fodbold kom, da FC København i starten af august kunne præsentere den tidligere Brøndby-anfører Kamil Wilczek som ny spiller. Og nu kommenterer Brøndbys tidligere sportsdirektør, Troels Bech, sit syn på sagen i “Superligahjørnet”.
Transferen satte i den grad ild i debatten, og fans af begge hold var ude at kritisere den polske målrævs klubskifte. På Brøndby Stadion blev hans navn kradset væk fra landsholdsvæggen af utilfredse fans, mens en FC København-fangruppe har meddelt, at de ikke vil støtte ham.
Læs også:FCK har lavet særaftale med DBU om landsholdsspillere
Det var Troels Bech, der i januar 2016 hentede Wilczek til Vestegnen, og han har det blandet med polakkens skifte.
- Jeg synes, det er virkelig blandet, fordi fodbold er også følelser, og dem, som tildeler kærlighed, kan med en vis ret føle sig svigtet. Det kan jeg sagtens forstå. Men hvis jeg dermed også skulle sige, at det ikke var en persons ret at vælge frit efter hvad de synes, der passer til deres liv, hvor de er nu, ville jeg synes, at det var et ret stort overgreb. Jeg syntes selv, at det var noget af et chok.
Læs også:Overblik: Superligaens sommertransfers 2020
- Hvis jeg skal summe det op, skal man ikke sætte sig til doms over alle mulige andre mennesker og deres handlinger. Man kan vende det indad, og sige, “Hvad pokker? Hvordan forholder jeg mig til det.” Men at sætte dom over andre, synes jeg måske, er lidt voldsomt. Og sådan har jeg det også med Kamil. Jeg føler mig ikke i en position til at fordømme ham, siger Troels Bech i programmet.
Se hele klippet med Troels Bech i videoen øverst i artiklen.
Læs også:Coronahjælp: Så mange millioner har Brøndby fået fra staten
Læs også:Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub