Det er efterhånden to år siden, at Troels Bech blev præsenteret som ny cheftræner i OB, og efter to sæsoner i klubben, kan den fynske træner se tilbage på en turbulent tid med en tiendeplads og en ottendeplads til følge.
Den netop overståede sæson viste fremgang på flere fronter, men målsætningen om en plads mellem nummer fem og otte blev kun opnået med mindst mulig margin, og derfor er det ikke med lutter begejstring, at Troels Bech ser tilbage på 2013/14-sæsonen. Dog ser han gode perspektiver i OB efter to begivenhedsrige sæsoner i klubben.
- Der er sket helt utrolig meget i OB, og mange ting har ændret sig. Det der dog stadig er det samme, er, at vi i Odense har rigtig gode muligheder for at løfte os tilbage på topniveau. Jeg erkender, at vi er i en omstillingsperiode og har været det i et par år, men jeg ser ganske optimistisk på de kommende år. Vi har muligheder for at hente nogle spillere nu, og vi er også i gang med et arbejde i truppen, der vil vise sig som en forstærkning til næste sæson. Jeg ser stadig rigtig fine perspektiver i OB, siger Troels Bech til tipsbladet.dk.
Spørgsmålet er så, hvor længe Troels Bech kommer til at stå i spidsen for OB-projektet. Troels Bech har kontrakt med klubben frem til sommeren 2015, så der er altså kun et år tilbage af parternes aftale. Endnu bliver der ikke snakket om forlængelse, men det ændrer ikke på Troels Bechs fokus.
- Jeg vil da tro, at vi er flere, som lige har lyst til at se, hvad vej tingene bærer, inden vi kaster os ud i det spørgsmål. Når det så er sagt, så er det min grundholdning, at man skal arbejde i den klub, man er i, som om man skulle være der i evigheder. Man skal i øvrigt i sin egen verden acceptere, at det kan ophøre fra dag til dag. Mit arbejde går – upåagtet af hvor lang tid min kontrakt løber – ud på, at OB skal være gode de næste mange år, siger Troels Bech, der er helt med på, at den kommende sæson også bliver afgørende for hans egen fremtid i klubben.
- Sådan er det jo, når man har et år tilbage af en aftale. Derfor betyder det næste år jo rigtig meget for, om man fortsætter, siger han.
OB: Et år er lang tid
OB's sportsdirektør Jesper Hansen oplyser til tipsbladet.dk, at forlængelse af kontrakterne med cheftræner Troels Bech og assistenttræner Joakim Mattsson, hvis aftale også udløber om et år, endnu ikke er et tema i klubben.
- Et år er lang tid i fodbold, og i forhold til vores situation, kigger vi slet ikke så langt frem. Vi har nogle økonomiske mål, som vi arbejder på længere sigt med, og vi har også nogle andre parametre, men i forhold til vores trænersituation, er det ikke et emne, vi er begyndt at tage hul på, siger han.
- Alt det omkring vores kontrakter, er noget, vi tager sammen med vores spillere og trænere. Der ligger nogle aftaler om, hvornår og hvordan vi gør det. Det gør vi der, og det gør vi ikke omkring medierne, tilføjer han.
I OB er man endnu ikke klar til at melde noget ud om den kommende sæsons ambitioner og målsætning, der altså også kan blive et måleinstrument i forhold til Troels Bechs fremtid i klubben.
- Vi er i en fase, hvor vi også skal tilpasse os. Vi er nok kommet lidt senere i gang med det end andre klubber, men i forhold til det har vi taget nogle gode skridt i den rigtige retning. Truppen indeholder noget kvalitet, og jeg er sikker på, at vi nok skal stable en stærk trup på benene til næste sæson. Det handler om det lange, seje træk. Det er vi klar over, og det arbejder vi på. Det skal gerne gå fremad, men hvordan vi ser på næste sæson, er stadig alt for tidligt. Dels kender vi ikke vores egen situation, og dels kender vi ikke vores konkurrenters situation, siger Jesper Hansen.
Mens både Troels Bech og Joakim Mattsson har kontrakt med OB frem til sommeren 2015, ligger det fast at trænerteamets tredje medlem Flemming Povlsen forlader klubben ved kontraktudløbet denne sommer.