Det svenske medie Expressen fortalte i begyndelsen af marts, at Malmö FF var interesserede i at hente Pione Sisto i FC Midtjylland.
Den offensive midtbanespiller koster næppe noget større transferbeløb efter at have tilbragt en stor del af 2022 og hele 2023 ude af holdet i FC Midtjylland, men det lader ikke til, at den svenske interesse nåede længere end til de indledende stadier.
B.T meddelte tidligere på måneden, at FCM og Malmö var enige om et beløb i omegnen af syv millioner kroner, men ifølge Tipsbladets oplysninger er en potentiel handel med de mangedobbelte svenske mestre strandet.
Malmö FF er dog ifølge Tipsbladets oplysninger langt fra den eneste klub, der har forsøgt at hente Pione Sisto i FC Midtjylland.
Flere klubber har i løbet af de første uger og måneder i 2023 budt sig til, men intet har været tæt på for FC Midtjylland og kantspilleren, der ikke længere er repræsenteret af sin bror Angelo Sisto som agent.
Blandt andet var der i begyndelsen af året bud efter Sisto fra mindst to tyrkiske klubber, hvor det ligesom med interessen fra Malmö FF endte med at løbe ud i sandet.
Den seneste uge har også budt på en konkret henvendelse fra Grækenland og Aris Thessaloniki, der ønsker at købe Pione Sisto fra sommer, men den græske klub vil ikke betale syv millioner, som var den pris, FC Midtjylland og Malmö FF kunne blive enige om.
Også Aris' ligarivaler fra Olympiakos har været inde i billedet, erfarer Tipsbladet.
Ud over græske og tyrkiske klubber har der ligeledes været interesse for Pione Sisto fra klubber i blandt andet USA og Spanien, og FC Midtjylland skal være særdeles interesseret i at sælge Pione Sisto videre på de rette betingelser.
FC Midtjylland var i sommeren 2022 også tydeligt interesseret i at afhænde Sisto, der er lønførende i klubben og over tid er for dyr en spiller at have i truppen, hvis cheftræneren ikke vil bruge ham fast i startopstillingen.
Forventningen på transfermarkedet er, at FC Midtjylland igen til sommer forsøger at sælge Sisto, der pt. træner for sig selv og ikke indgår i planerne for fremtiden - heller ikke under klubbens nye cheftræner Thomas Thomasberg.
Det blev slået fast på et pressemøde torsdag.
- Det har vi besluttet som klub. Svend (Graversen, red.) og jeg er i gang med at tale med ham, og vi er også i dialog med hans rådgivere. Det er en klubbeslutning, der er blevet taget, og det er stadigvæk vores holdning, fastslog direktør Claus Steinlein.
Kontrakten mellem Pione Sisto og FC Midtjylland løber indtil 30. juni 2024.
Transfervinduet i Norge er åbent indtil 31. marts, mens vinduet i Sverige lukker tre dage tidligere.
I USA kan MLS-klubberne købe spillere helt indtil 24. april.