Trist AaB-chef om cheftrænerens stop: Er berørte af den ulykkelige situation
AaB skal have ny cheftræner. Det ligger fast efter, at Jacob Friis stopper med øjeblikkelig virkning for at hellige sig familien, der i det seneste års tid har haft en hård tid i forhold til datterens sygdomsforløb med leukæmi.
Assistenttræner Peter Feher overtager midlertidigt cheftrænergerningen med Rasmus Würtz som assistent, imens sportschef André Inge Olsen skal på jagt efter en ny og permanent cheftræner.
Den norske sportschef bakker dog fuldt og helt op om Jacob Friis beslutning om at stoppe.
- Først og fremmest er vi naturligvis berørte af den ulykkelige situation, som Jacobs familie og især hans yngste datter er kommet i, og det er vores højeste ønske, at de alle kommer godt ud på den anden side.
- Derfor har vi selvfølgelig også forståelse og stor respekt for Jacobs beslutning, som vi har efterkommet uden tøven.
- I dette billede er fodbold mindre vigtigt, og vi håber på alt det bedste for hele familien og vil gerne takke Jacob for en dedikeret indsats for AaB igennem mange år, lyder det fra Inge André Olsen.
AaB ligger efter seks spillerunder nummer syv i tabellen med otte point. I den kommende spillerunder gælder det mødet med Brøndby på hjemmebane i Aalborg - men det bliver altså den Jacob Friis som cheftræner.