Video : Tipsbladet
Superliga

Trekantsdrama: Rivaler ville kapre AGF-transfer

Mindst to andre klubber var inde i billedet, da AGF i januar jagtede en ny profil til midterforsvaret.

ÅRHUS (Tipsbladet): Hvem skulle have fingre i Jonas Jensen-Abbew?

Og var der overhovedet nogen, der kunne og ville betale de penge, FC Nordsjælland forlangte for deres midtstopper?

Det var et af de større spørgsmål internt i dansk fodbold i slutningen af januars transfervindue.

Flere italienske klubber var ifølge Tipsbladets oplysninger på spil, og længe på transferdeadline lød det ikke til, at AGF og FC Nordsjælland ville blive enige om prisen.

Det faldt så på plads i de sidste timer med en aftale, der, om alt går vel for midtstopperen og AGF, ender med at indbringe FC Nordsjælland omkring 11 millioner kroner.

Men det var ikke uden konkurrence, AGF fik forsvarsspilleren.

Ifølge Tipsbladets oplysninger forsøgte flere andre Superliga-klubber at få en aftale med FCN og Jonas Jensen-Abbew.

Blandt de interesserede var Randers FC, der arbejder med en mere bevægelig, offensiv spillestil med større krav til forsvarsspillerne såvel med bolden som i duellerne.

Der ville Jonas Jensen-Abbew have passet godt ind, men Randers havde ikke finanserne eller muligheden og lysten til at udvide budgettet.

Også Viborg FF bød sig til, og rationalet var tilsyneladende det samme med en ny cheftræner i Jakob Poulsen, der gerne vil have Viborg til at forsvare og presse længere fra eget mål.

Men ligesom i Randers havde det været omtrent en fordobling af transferrekorden at hente FCN-spilleren, som altså i stedet endte i AGF, hvor der var penge nok efter salg af spillere for over 100 millioner kroner i 2023.

Jonas Jensen-Abbew møder eksklubben igen torsdag, hvor AGF i pokalsemifinalen hjemme i Århus begynder med en 3-2-føring fra første kamp i Farum.

Midtstopperen skulle have været tættere på spilletid via et salg af Adamo Nagalo, men den plan røg, da Reims sprang fra et køb i juli sidste år.

Jonas Jensen-Abbew fortællee i et interview med Tipsbladet om sit skifte til AGF - læs det her.