Video : Tipsbladet
Superliga

Trashtalk til FCK'er: ‘Han blev ved med at snakke’

Kevin Diks fortæller, at Vejle Boldklubs målmand Igor Vekic snakkede og snakkede og snakkede, før hollænderen skulle sparke straffespark.

VEJLE (Tipsbladet): Der var gang i den i søndagens Superliga-kamp mellem Vejle Boldklub og FC København.

Flere gange gik bølgerne højt - ikke mindst da FC København fik et straffespark efter godt en times spil.

Her måtte Kevin Diks vente i flere minutter på, at han kunne sparke, fordi situationen skulle tjekkes, og fordi der blandt andet skulle uddeles gule kort til Vejle Boldklubs angriber Emmanuel Yeboah og FC Københavns kantspiller Elias Achouri.

Og mens han ventede på at sparke, blev Kevin Diks forsøgt irriteret. 

- Jeg synes, det tog lidt for lang tid. Jeg synes, at dommeren skulle have håndteret situationen hurtigere, fordi alle kan tale, og alle venter lang tid. Det er ikke godt for sparkeren, men ja, det blev et mål, siger FC København-profilen til Tipsbladet og den fremmødte presse efter kampen.

Der blev især trashtalket, fortæller Kevin Diks.

- De talte meget til mig. Målmanden sagde nok 30 gange, at han vidste, hvor jeg ville sparke. Jeg tænkte, at jeg sparker mange straffespark, så hvordan ved du, hvor jeg vil sparke? Men okay.

- Jeg sagde til ham, at han skulle tage det roligt, fordi han snakkede, snakkede og snakkede. Indtil jeg sparkede, talte han. Måske skulle han fokusere på noget andet end at tale til mig hele tiden, fordi jeg var fokuseret. Jeg sagde intet, før jeg scorede, siger Kevin Diks og tilføjer med et smil:

- Så sagde jeg “calma” og “easy”.

Kevin Diks' scoring på straffespark var en udligning, og i det 85. minut dukkede Andreas Cornelius op og scorede sejrsmålet.
Selvom det afgørende mål først faldt sent, er FC København-profilen glad for præstationen.

- Jeg synes, at vi er i fuld kontrol. Vi nærmer os det niveau, vi vil være på, og vi havde mange chancer for at score. Nogle gange mangler den sidste aflevering, men jeg synes, at - ligesom mod AaB og Køge - selvom vi ikke scorer i de første 45 minutter, forbliver vi rolige. Anden halvleg starter ikke, som vi håbede på, men vi holdt sammen, og vi ved, at vi kan score mål, siger Kevin DIks.

FC København skal i den kommende uge spille mod Jagiellonia i Conference League og Silkeborg IF i Superligaen.